Samfund

18-årig blev dræbt af bjørn i svensk dyrepark - nu er to tiltalt i sagen

Den unge, brune bjørn blev aflivet efter ulykken. Dette er ikke bjørnen fra parken.

Mere end 50 personer er blevet afhørt i sagen, der nu fylder mere end 2600 sider.

I august 2017 blev en 18-årig dyrepasser dræbt af en brunbjørn i Orsa Rovdyrspark, der ligger i det centrale Sverige.

Tirsdag er to personer blevet tiltalt i sagen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den svenske anklagemyndighed:

- Jeg har i dag rejst tiltale mod to personer for arbejdsmiljøforbrydelser. Herunder forbrydelser, der har forårsaget en andens dødsfald, og forbrydelser, der indebar fare for andre, siger Gunnar Jonasson, der er advokat for den nationale enhed for miljø- og arbejdsmiljø.

Det er ikke offentliggjort, hvem de to personer er.

Blev skambidt

Politiet i Dalarna fik alarmopkaldet fra dyreparken klokken 10.27 den 4. august 2017.

Ifølge politiet skulle ulykken være sket i forbindelse med en særlig aktivitet, hvor parkens gæster kunne være med til at passe og fodre dyrene, kendt som 'Camp Care'.

I det konkrete tilfælde var en familie på fire med inde i en indhegning ved siden af bjørnens indhegning, da det lykkedes bjørnen at grave sig under hegnet.

I den særlige indhegning gik den til angreb og skambed den unge dyrepasser.

Sagen anlægges, fordi der har været mangler i Orsa Rovdyrsparks arbejdsmiljø og sikkerhed

Gunnar Jonasson, anklager

Familien, to voksne og to børn, formåede at flygte over et højt elektrisk hegn og kom ikke noget til, oplyser anklagemyndigheden i pressemeddelelsen.

Den unge, brune bjørn blev efterfølgende aflivet, oplyste Anders Blomquist fra Grønklittsgruppen, som driver bjørneparken, til SVT.

I forbindelse med efterforskningen er der foretaget retsmedicinske undersøgelser i parken. Og ifølge anklagemyndigheden er godt 50 mennesker blevet afhørt i sagen, der nu fylder mere end 2600 sider.

Parkens arbejdsmiljø og sikkerhed er også undersøgt, oplyser anklagemyndigheden.

- Sagen anlægges, fordi der har været mangler i Orsa Rovdyrsparks arbejdsmiljø og sikkerhed. Hvis disse mangler var blevet afhjulpet, ville den pågældende episode med stor sandsynlighed ikke have fundet sted, siger Gunnar Jonasson videre.

Måske en helt

Hvad manglerne indbefatter, står dog ikke klart.

Inden undersøgelsen var færdig, forklarede parkens direktør, Sven Brunberg, imidlertid, at den 18-årige muligvis kan have været årsag til, at familien slap uden skrammer:

- Jeg tror, ​​han kan være en helt. Han har måske fanget bjørnens opmærksomhed, og måske var han tættest på, sagde Sven Brunberg i august 2017 ifølge Expressen.

Anklageren kræver, at parkens operator skal betale mindst otte millioner svenske kroner i bøde.