GO'

19-årig bekymrer sig konstant om, hvad andre tænker om hende

Amanda Dornonville la Cour overtænker så meget, at hun endte med at droppe ud af gymnasiet.

Smilet sidder som klistret fast på hendes ansigt.

For dem omkring hende er det en hverdagssituation at tage bussen, men ikke for 19-årige Amanda Dornonville la Cour.

For hende er det en kraftanstrengelse at køre med offentlig transport.

Amanda Dornonville la Cour har på overfladen et liv som de fleste andre 19-årige. Indeni hende kører tankerne dog på højtryk.

Hun bekymrer sig så meget over, hvad andre synes om hende, at det går ud over hendes liv.

- Jeg lægger meget mærke til, om folk kigger på mig i bussen eller toget. Hvis nogen kigger lidt for meget på mig, overtænker jeg hele situationen og bliver overbevist om, at det er noget negativt, fortæller Amanda Dornonville la Cour i ‘Go’ morgen Danmark’.

Svarer til at tygge drøv

Overtænkning er ikke en egentlig diagnose, fortæller psykolog Sisse Find Nielsen. Derfor findes der heller ikke nogen opgørelser over, hvor mange der har det som Amanda Dornonville la Cour.

- Men man har fundet ud af, at den overdrevne bekymring skaber angst og kan ligge til grund for andre psykiske lidelser, fortæller hun.

Derfor ser hun overtænkning som et problem, man bør arbejde med, hvis man som Amanda Dornonville la Cour er påvirket af det i sin hverdag.

- Overtænkning kan være forskellige ting, men generelt er det særdeles uhensigtsmæssige og forlængede bekymringer, hvor man hele tiden prøver at foregribe et eller andet problem ude i fremtiden, siger hun og sammenligner det med at tygge drøv på sine negative tanker.

- Det er fuldstændig som et klovdyr. Man går og tygger på tanken, sluger den, og så gylper man den lige op igen og giver den en tur mere i centrifugen, siger hun.

Droppede ud af gymnasiet

Amanda Dornonville la Cour har bekymret sig overdrevent for andres holdning til hende, siden hun var helt lille.

I børnehaven var hun bange for at få skældud. Derfor frygtede hun hele tiden at gøre noget forkert, når hun legede med de andre børn.

Jeg blev ved med at tænke over det og kunne ikke finde ud af at koncentrere mig om andet

Amanda Dornonville la Cour

Da hun blev ældre og kom i skole, blev hun ked af det, hvis en af hendes veninder havde en dårlig dag.

- Så troede jeg med det samme, at det var mig, der havde gjort noget forkert, husker hun.

Sådan havde hun det også, da hun kom i gymnasiet og begyndte at interessere sig for drenge.

Til en fest kyssede hun med en fyr fra 3.g, og da han efterfølgende ignorerede hende, gik det helt galt.

- Jeg tænkte, at det var mig, der var noget galt med. Jeg blev ved med at tænke over det og kunne ikke finde ud af at koncentrere mig om andet. Jeg mistede fokus og kom ikke så meget i skole, som jeg skulle, fortæller hun.

Til sidst var hun kommet så meget bagud, at hun måtte droppe ud.

Okay at tænke negativt

Ifølge psykolog Sisse Find Nielsen kan man godt slippe af med det negative tankemylder. Det kræver dog, at man gør en indsats.

- Først og fremmest skal man blive bevidst om, at det er det, man gør, siger hun og understreger, at det er helt normalt at have negative tanker.

Problemet opstår først, når man ikke er i stand til at lægge det fra sig.

- Jeg har også selv den slags tanker, men det holder mig ikke vågen om natten, for jeg er i stand til at kontrollere overtænkningen, siger Sisse Find Nielsen.

Derfor opfordrer hun heller ikke folk, der overtænker, til at holde sig fra alt det, der giver dem negative tanker.

- Det handler mere om, at man bliver ved med at gøre det, der giver glæde og værdi, og at man så styrer de bekymringer, det medfører.

Ser frygten i øjnene

Lige netop den strategi benytter Amanda Dornonville la Cour sig af.

For et halvt år siden gik det op for hende, at hun bekymrer sig for meget om, hvad andre tænker om hende.

- Det gik op for mig, at jeg ikke var til stede, når jeg fik de her tanker. Mine venner blev ved med at spørge: “Hvad tænker du nu over, Amanda?”

Derfor besluttede hun sig for at gøre nogle af de ting, hun var allermest bange for.

- Når jeg gør de ting, kan jeg mærke, at jeg får det bedre bagefter, siger hun.

Hun startede med det, der var allersværest for hende: at få et nyt job. Det krævede, at hun skulle møde en masse nye mennesker.

Inden hendes første arbejdsdag var hun som sædvanligt nervøs og bekymret over, hvad hendes nye kolleger ville synes om hende.

Bagefter var det en lettelse, og de dystre tanker blev vendt til en succes.

Tvungen udfordring

Med det nye job fulgte dog også endnu en udfordring: transporten derhen.

For lige under ‘Nyt job’ på Amanda Dornonville la Cours liste over udfordringer ligger ‘Offentlig transport’.

- Jeg bliver nødt til at tage offentlig transport hver dag, så jeg er tvunget til at arbejde med det, fortæller hun.

Derfor har hun lært sig selv at tale i telefon eller putte musik i ørerne, når hun føler, at fremmede menneskers blikke bliver for voldsomme.

Og så sørger hun stadig for at smile stort, når hun træder ind i bussen, så der ikke er nogen, der får et forkert indtryk af hende.

Hør hele Amanda Dornonville la Cours historie i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.