Samfund

Person ramt af skud i Taastrup - politi søger vidner

En 20-årig mand er blevet ramt af flere skud. Kort efter blev en bil brændt af i Fløng - 10 kilometer derfra.

Københavns Vestegns Politi søger nu vidner til en skudepisode i Morelhaven i Taastrup onsdag aften. Det oplyser politiet på Twitter.

Der sker efter, en 20-årig mand kort før klokken 22 blev ramt af flere skud, ligesom der var blevet skudt adskillige gange på stedet. Den 20-åriges tilstand er alvorlig, men hans tilstand beskrives som stabil, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Umiddelbart ligner det et opgør i det kriminelle miljø, men vi er på et meget indledende stadie i efterforskningen, og det er alt for tidligt at sige noget om motiverne bag, oplyser politikommissær Henrik Hougaard.

Vidner har i forbindelse med skyderiet beskrevet to maskerede mænd, der inden skyderiet sad i en mørk bil på parkeringspladsen foran Morelhaven 1.

Københavns Vestegns Politi hører derfor meget gerne fra vidner, der har set de to maskerede mænd – eller i øvrigt har set noget mistænkeligt op til skyderiet.

Morelhaven er et beboelseskvarter, og skyderiet foregik på gaden. Der er endnu ingen anholdte i sagen.

Bilafbrænding kort efter skudepisode

Efter anmeldelsen klokken 21.59, fik politiet endnu en melding – denne gang om en bilafbrænding på Soderupvej i Fløng, der ligger cirka 10 kilometer fra Morelhaven. I forbindelse med afbrændingen har vidner set en lille lys samt en større mørk bil køre fra stedet, og det er politiets vurdering, at det er sandsynligt, at denne bil er gerningsmændenes flugtkøretøj.

Politiet søger også vidner, der har set noget i forbindelse med afbrændingen af det mulige flugtkøretøj i Fløng.

Politiets mobile politistation vil befinde sig i området hele torsdagen for at skabe tryghed. Her kan borgere henvende sig, hvis de har informationer eller har brug for at tale med politiet.