Kemikalieudslip i svømmehal - otte er kommet til skade

I samarbejde med TV Syd

Det var en angiveligt en strømafbrydelse, der forårsagede udslippet.

Otte personer er kommet lettere til skade ved et kemikalieudslip i svømmehallen på wellnes- og feriecentret Days Resort i Vestergade i Havneby på Rømø.

- Der var en del gæster, der oplevede vejrtrækningsproblemer i svømmehallen, og derfor fik vi et opkald om et eventuelt kemikalieudspil, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard.

Der var 100 personer i svømmehallen, otte personer er "lettere tilskadekomne" og er blevet tilset af en læge, og to af dem er blevet er kørt til undersøgelse på sygehuset. Alle gæster er blevet evakueret fra stedet, oplyser politiet.

Det var angiveligt en strømafbrydelse ved et spa-bad, der gjorde, at kemikalierne strømmede ud og dannede gasser.

- Vi ved ikke, om det er klor eller saltsyre, der er fosset ud, det er ved at bliver undersøgt nu, siger Søren Strægaard.

Han opfordrer alle gæster, der har været i svømmehallen til at søge vagtlæge, hvis de får det dårligt.