Akademikere svarer minister igen: Højtuddannede skal ikke tvinges til at tage job i Netto

Hvis der er job at få, skal man tage dem - også selvom det er ved kassen i en dagligvarebutik, slår beskæftigelsesministeren fast.

Mens ledigheden siden 2013 generelt er faldet fra omkring seks til omkring fire procent, er den for nyuddannede med en lang uddannelse stort set uændret.

Det problem bliver regeringen nødt til at gøre noget ved, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til Berlingske.

Udover en styrket indsats fra A-kasser og jobcentre, skal der også stilles større krav til de ledige, mener ministeren. Det gælder især for de personer, som ikke vil tage andre job end de job, de specifikt er uddannede til.

- Hvis der er job at få, så skal man tage dem, og det kan endda være med til at kvalificere én og give læring. Jeg har selv siddet i kassen i Netto, og det gjorde mig mere erfaren. Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl, uanset hvor mange år man har gået på universitetet, siger Peter Hummelgaard til Berlingske.

Bekæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen.
Bekæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Giver ikke mening at tvinge akademiker i job i Netto

Hos Akademikerne, en paraplyorganisation for 25 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannelse, mener formand Lars Qvistgaard ikke, det er i orden, at ledige skal tvinges ud i ufaglærte job.

- Jeg så gerne, at søgeligheden for de nyuddannede kom ned. Men jeg synes ikke løsningen er, at man tvinger en højtuddannet til at tage job i Netto, hvis der er et akademikerjob i Slagelse, siger han til TV 2.

Lars Qvistgaard mener, ministeren har et meget snævert syn på den måde, hvorpå kompetencerne på det danske arbejdsmarked bliver udnyttet.

- Der er en generel problemstilling, at man som nyuddannet har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet. De drøftelser er langt mere relevante end at sige; gå ned i Netto og få et job, siger han.

Formanden for Akademikerne påpeger, at totredjedele af de nyuddannede får job indenfor en kort periode, mens de resterende oplever, at de ikke får tilstrækkeligt hjælp af systemet.

Han medgiver dog, at afklaringen i forhold til ledige bør ske hurtigere end nu, hvor ledige kan få op til to år på dagpenge, uden at der bliver stillet krav til at tage et andet job.

Afstemning

Arbejdsgivere råber på kvalificeret arbejdskraft

Derfor efterspørger Lars Qvistgaard en bredere dialog på tværs af regioner og kommuner for at finde job til de højtuddannede. Samtidig har han taget initiativ til en dialog med arbejdsgiverorganisationerne og ministeren om sagen.

For i en tid, hvor arbejdsgiverne råber på kvalificeret arbejdskraft, undrer Lars Qvistgaard sig over, at flere ikke får øjnene op for de nyuddannede akademikere.

- Hvorfor skal der gå et helt år, før de får et velkvalificeret job, når arbejdsgiverne siger, at der tilsyneladende er arbejdspladser? spørger han.

Få et job ligesom alle andre ledige

I oppositionspartiet Venstre er beskæftigelsesordfører Hans Andersen enig med beskæftigelsesministeren.

- Det går ikke at sige; jeg har studeret i fem-syv år, så jeg er for fin til at sidde ved kassen i Netto. De skal se at få et job ligesom alle andre ledige - også selvom det ikke er drømmejobbet første gang. Men så kan de søge andre muligheder imens, siger han.

Man skal se at komme i gang, det fællesskabet, som betaler ens underhold, og derfor er det vigtigt, at man kommer i job, siger han.

Hans Andersen kan godt forstå, at det kan være hårdt både at arbejde og søge jobs på én gang.

- Men sådan er det, siger han.

Venstrepolitikeren anerkender dog, at jobcentrene skal have mere fokus på at matche ledige med job flere steder i landet.

- Vi skal have ledige til at søge job i provinsen. Dér er mange jobs til vores ledige akademikere. Og ja, vi skal stille større krav til jobcentrene om at hjælpe de ledige mere, siger Hans Andersen.

Gik ledig i to år

Debatten kommer efter, at Berlingske fredag fortalte om den 27-årige akademiker Lea Tolstrup, som gik ledig i to år, efter hun havde afsluttet sin kandidat i moderne kultur og kulturformidling fra Roskilde Universitet.

Ni dage før dagpengeperioden sluttede, opgav hun at finde et arbejde inden for sit fag. I stedet søgte hun et job, der "bare betaler regningerne". I dag arbejder Lea Tolstrup som lærervikar i København.