TV 2 ECHO

32-årig vært nægter at blive voksen - derfor er ungdommen svær at slippe

Mange kan blive skrækslagne ved at skifte ungdommens valgfrihed ud med voksenlivets forpligtelser, mener psykolog.

Mathias Bach sidder i en grå designerstol og kigger over på sin psykolog.

Den 32-årige ECHO-vært forklarer psykologen, hvordan det er angstprovokerende for ham at mærke, at ungdommen er ved at forsvinde ud af hans liv.

- Måske er det det der med at skulle sige farvel til noget, du har været så glad for og så god til, siger Mathias Bach.

I ECHO DOX-serien 'Aldrig Voksen' taler 32-årige Mathias Bach med psykolog Frej Prahl om sine problemer med at acceptere, at ungdommen er ved at slutte.

Han har nået et punkt i sit liv, hvor voksenlivet banker på døren. Han har taget en uddannelse, har et job og en kæreste, og flere af hans kammerater har fået børn.

Men selv er han bange for at forlige sig med, at den vilde ungdom er ved at rinde ud.

Så snart man lægger sig fast på noget, lukker man en masse døre. Det, tror jeg, at mange bliver skrækslagne ved

Mette Bratlann, psykolog

I ECHO DOX-serien ’Aldrig Voksen' tager han kampen op og ser angsten i øjnene.

Når voksenlivet banker på

At det kan være skræmmende at skifte en uforpligtende tilværelse ud med et krævende arbejdsliv, fast forhold og overvejelser om børn er ikke unormalt. Det mener psykolog Mette Bratlann, der har skrevet en bog om udfordringerne på tærsklen til voksenlivet.

Hun mener, at den relativt nye valgfrihed, som yngre generationer har oplevet i deres liv, kan gøre det overvældende at forpligte sig langsigtet.

- Så snart man lægger sig fast på noget, lukker man en masse døre. Det, tror jeg, at mange bliver skrækslagne ved, fordi man har været så vant til, at det hele var præget af valgfrihed og frihedsfølelse, siger Mette Bratlann.

Hun mener, at valgfriheden også har givet muligheden for at styre uden om det ubehagelige. På den måde har unge måske heller ikke lært at håndtere, når tingene bliver svære, siger hun.

Lykke som succeskriterie

For de, der i dag er omkring slut 20'erne og start 30'erne, har basal overlevelse ikke været et problem. Det har for mange gjort, at livet først føles som en succes, hvis man er lykkelig, mener Mette Bratlann.

Og når barren er sat så højt, forstår hun godt, at det kan virke ubehageligt at skulle binde sig. For eksempel til et parforhold, der måske ikke vil være rosenrødt hele tiden, eller et arbejdsliv, der også vil byde på perioder, hvor det er svært eller uinteressant.

- Det er jo uforeneligt med det succeskriterie om at være konstant lykkelig eller at føle, at man hele tiden er i gang med at udfolde sig selv, siger Mette Bratlann.

I ECHO DOX-serien 'Aldrig Voksen' kan du følge vært Mathias Bach, der altid har nydt ungdommens frihed, men som også mærker, at alderen trænger sig på.

Svært at slippe frihed

Når Mathias Bach frygter voksenlivet, er det i høj grad, fordi han har svært ved at give slip på sin frihed til at bestemme selv og den vildskab og spontanitet, som hans ungdom har været præget af.

Han er bange for, at alt det vil forsvinde, hvis han får børn for eksempel.

Og man kan godt have en tese om, at netop den forestilling har været stærk hos flere fra de generationer, der i dag er i 30’erne og 40’erne. Det mener centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet Noemi Katznelson

- De har en forestilling om, at alt det sjove hører ungdommen til. Og at al frihed til ikke at tage ansvar og lave fis og ballade og eksperimentere stopper, når man bliver voksen, siger Noemi Katznelson.

Hun mener dog også, at vi efter mange år med en idealisering af ungdommen synes at være i en brydningstid.

Hun ser stadig dem, der forlænger ungdommen, men de unge under 30 år oplever i kontrast til de ældre generationer i højere grad også ungdomsårene som hårde og stressende.

Derfor hungrer nogle også efter netop vaner og rutiner, mener hun.

- Tendensen peger i retning af, at en større andel af de unge også oplever ungdommens frihed og åbenhed som et pres. De længes ikke efter mere ungdom. De sukker efter stabilitet, siger Noemi Katznelson.

Se det første afsnit af 'Aldrig Voksen' allerede nu på TV 2 PLAY.