Samfund

Dørene smækker, når flyene kommer - beboer er rystet over regeringens tilbud om kompensation

Det kommer til at støje endnu mere, når de gamle F-16 jagerfly bliver udskiftet til de nye F-35.

Dørene smækker fra vibrationerne, huspriserne falder, og støjen bliver kun værre, når de nye fly kommer.

Et udkast til en kompensationsaftale, TV 2 er i besiddelse af, viser, at regeringen er klar til at bruge 230 millioner kroner på at købe huse af støjramte borgere, der bor nær flyvestationen i Skrydstrup.

Det er her F-16 jagerflyene holder til, og her de kommende F-35 jagerfly kommer til at tage over.

Området omkring flyvestationen er delt op i en rød zone med 117 boliger, som regeringen vil tilbyde at købe, og en gul zone med omkring 1500 boliger, der vil blive tilbudt støtte i form af støjreducerende vinduer eksempelvis

Regeringen har opdelt området i to zoner. Den røde, hvor de tilbyder at købe husene, og den gule, hvor de vil hjælpe med støjreduktioner.

Og selvom det er 200 millioner kroner mere end den tidligere regering havde afsat, så er det langt fra nok til, at landmand Søren Karst smider hænderne over hovedet.

- Det er mange penge, men når først man vil købe huse, landbrugsejendomme, jord, dyr og maskiner, så får pengene hurtigt ben at gå på. Jeg er faktisk rystet, siger han til TV 2.

Frygter de nye fly

Landmanden har været her længe efterhånden, og han giver ikke meget for dem, der mener, at han jo burde have vidst, der ville være flylarm, når man bosatte sig op ad en flyvestation.

- Da vi flyttede hertil, kunne man ikke se landingspladsen. Der havde vi udsigt til en skov fra vinduerne. Den fældede de så for 2,5 år siden, siger Søren Karst.

- Støjen er blevet helt anderledes med årene. Den er blevet værre – særligt efter skoven blev fældet, og de fik nye motorer (F-16 jagerflyene red.).

Allerede nu kan han berette om, hvordan de bliver nødt til at skrue helt op for tv’et, når der er flyvninger, og hvordan bare vibrationerne er nok til, at dørene smækker. Noget der ikke vil ændre sig, når de nye og endnu mere støjende fly kommer i 2023.

- Jeg frygter ikke bare for mig selv og min familie, jeg frygter også for dyrene. Det bliver ulideligt, siger landmanden.

Forsvarsordfører: - Vi er blevet klogere

De Konservatives forsvarsordfører, Flemming Hansen, er rigtig ærgerlig over, at der er blevet lækket ting fra forhandlingslokalet, men han glæder sig over regeringens udkast.

- Det er som udgangspunkt den rigtige løsning, for når det støjer hernede, så larmer det virkelig meget, siger han til TV 2.

Den tidligere regering, hans parti selv var en del af, ville ikke bruge mere end 30 millioner kroner på at hjælpe familierne, men det har altså ændret sig nu.

- Vi har haft besøg på Christiansborg af de berørte, og vi har selv været herude. Jeg tror, man kan sige, at vi alle er blevet klogere i den her sag, siger Flemming Hansen.

Han siger samtidigt, at hvis regeringen kan finde endnu flere penge, så er han klar til at bruge dem på de berørte beboere.