Kommune belønner kriminelle beboere: Flyt og modtag 15.000 kroner

Metoden er et forsøg på at undgå, at boligområderne bliver defineret som hård ghetto.

Gratis flyttehjælp, 15.000 kroner og 14 dages betalt husleje i en ny almen bolig uden indskud.

Sådan lyder et tilbud fra Odense Kommune og boligselskaberne FAB, Civica og Odense Boligselskab.

Tilbuddet retter sig mod dømte beboere i almene boliger i Risingparken, Påskeløkken, Smedeløkken og Solbakken i Odense.

Det skriver Fyens.dk.

Det drejer sig om beboere, der er dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer i 2019.

Skal leve op til kriterier

Kommunen og boligselskaberne har taget den alternative metode i brug for at lokke dømte beboere ud af boligområderne, så områderne undgår at blive defineret som "hård ghetto". Det sker, hvis et område er på ghettolisten i fire år i træk.

square to 16x9

Sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget den såkaldte ghettoplan, hvor ghettoområder blev pålagt at leve op til en række kriterier – blandt andet om niveauet af kriminalitet.

Et stempel som "hård ghetto" kan i yderste tilfælde have den konsekvens, at 60 procent af boligerne i et område skal omdannes, sælges eller rives ned.

Borgmester: Bryder mig ikke om, at vi belønner kriminelle

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), forsvarer den alternative metode med, at alternativet ville være 'et kæmpe ressourcespild'.

- Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om, at vi belønner kriminelle på denne her måde. Men det handler jo om, at vi med et relativt beskedent beløb kan undgå at skulle bruge et trecifret millionbeløb på at rive en masse boliger ned i et område, hvor det ikke løser noget, siger han til Fyens.dk.

Rådmand: Sidste skud i bøssen

I de fire boligafdelinger er der blevet gjort flere tiltag for at undgå, at afdelingerne skulle ende i kategorien "hård ghetto".

Man har indsamlet eksamensbeviser fra beboere og fået dem oversat, så de kunne blive registreret. Desuden har man forsøgt at hjælpe folk med at komme i beskæftigelse og sørget for, at man kun kunne få bolig, hvis man er i arbejde eller under uddannelse. Det er alle tiltag, der har virket, men på grund af tidspres i forhold til ghettolisten vender man hver en sten for at komme væk fra ghettolisten.

Brian Dybro, der er rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, siger til TV 2 Fyn, at det nye tiltag er et valg mellem pest og kolera.

- Jeg har det rigtig svært med det, og jeg ville meget, meget gerne have undgået det her. Men vi har halvanden måned til at leve op til ghettolovgivningen, og hvis vi ikke får ændret beboersammensætningen, så der bor færre kriminelle derude, så skal vi rive boliger ned ligesom i Vollsmose. Det vil være åndssvagt.

Direktører: Nødvendigt onde

Jacob Michaelsen, der er direktør for FAB, og Jens Pilholm, der er direktør for Civica, fortæller til TV 2, at det var en rigtig svær beslutning at vedtage tiltaget, men at man så det som et 'nødvendigt onde'.

Jakob Michaelsen fortæller, at flere beboere allerede har henvendt sig omkring tilbuddet, men at kun en enkelt lever op til kravet om, at de skal være dømt i 2019, og det skal være beboere, der er dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer.

Det vurderes, at hvis 10-12 beboere vælger at tage imod tilbuddet, undgår området at blive defineret som "hård ghetto".

Hverken Jacob Michaelsen eller Jens Pilholm er bekymret for, hvordan beboere i andre af deres afdelinger vil reagere, hvis dømte kriminelle skal flytte ud i deres afdelinger.

- Det er så få, det drejer sig om fordelt på tre boligselskaber. Der bor jo også kriminelle og dømte i vores andre afdelinger. De kommer ikke til at bo dør om dør, men vil blive fordelt ud på forskellige afdelinger, siger Jens Pilholm.

**

Perspektiv

Det har de gjort i andre boligområder

Korsløkkeparken i Odense.
Korsløkkeparken i Odense. Foto: TV 2

I Gellerupparken i Aarhus har man nyrenoveret 17 luksuslejligheder for at lokke folk i beskæftigelse eller uddannelse til boligområdet, som er på ghettolisten. Over 150 meldte sig til et åbent hus-arrangement for boligerne.

I Sundparken Horsens har beboere i samarbejde med det sociale boligkontor været rundt og ringe på hos udenlandske beboere for at sikre, at de har fået registreret deres uddannelser fra hjemlandet.

- Hvis vi lykkes med det, så får vi bragt et helt kriterie ud af spil i forhold til, om det her er en ghetto eller ej, siger Christian Højholt, der er leder i Bo Trivsel i Sundparken i Horsens, til TV2 Østjylland.

***