Samfund

Joy Mogensen takker for støtte efter tabet af sin datter

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet fødte i oktober en datter, som før fødslen var erklæret død.  Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Især fremhæver kultur- og kirkeministeren taknemligheden for de donationer, som blev givet til Landsforeningen for Spædbarnsdød på hendes opfordring.

”Kys jeres børn, og kys det nu, det satans liv.”

Sådan lyder det i et facebookopslag fra Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen, som i starten af oktober mistede sit barn kort før fødslen.

I opslaget takker hun for den enorme sympati og de mange beskeder, hun har modtaget i forbindelse med tabet.

Tusind tusind tak for alle Jeres hilsner og tanker, både her på facebook og i den virkelige verden. Jeg er stadig i...

Posted by Joy Mogensen, Kultur- og Kirkeminister on Sunday, November 3, 2019

Vejen tilbage til livet

Især fremhæver Joy Mogensen taknemligheden over de donationer, som er blevet givet til Landsforeningen for Spædbarnsdød på ministerens opfordring.

En gestus, som ifølge Joy Mogensen lader hendes datters død give håb til andre familier. Og det skal hjælpe hende med at ”finde sin vej tilbage til livet”.

- At holde fast i at jeres donationer forvandlede Sarahs farvel til mig og verden til et stærkt budskab om, at menneskelivet i sit yderste og inderste handler om at betyde noget for andre, også når det er sværest, lyder det i opslaget.

Efter tabet af sin datter gjorde Joy Mogensen det klart, at hun i stedet for blomster ønskede bidrag til foreningen i datterens navn Sarah Antoinet Mogensen.

Andres erfaringer blev en trøst

Kultur- og Kirkeministeren har siden oktober været sygemeldt fra sit ministerjob.

I den tid har det været en stor trøst for hende, at mange har valgt at dele egne erfaringer med at miste et barn. Historier, der ifølge facebook-opslaget har givet Joy Mogensen en fornemmelse af ikke at være alene med den store sorg.

- Jer, der har delt jeres historier, har givet mig fortrøstning i, at min kærlighed til min dødfødte datter, men også de mange andre følelser, er almindelige og ok, og at der komme en vej videre for mig, på en og samme tid med, og uden, Sarah, skriver hun.

Tilbage når "sorgen ikke fylder for meget"

Nu drejer det sig om at komme tilbage til en tilstand, hvor sorgen ikke er altoverskyggende, lyder det slutteligt i opslaget.

Her skriver Kultur- og Kirkeministeren, at hun, ”når sorgen ikke fylder for meget”, vender tilbage til ministerjobbet.

Indtil da tager minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) sig af kulturområdet, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) er fungerende kirkeminister.