Samfund

Instagram lovede at stoppe det – nu kobles netværk til 15 dødsfald

Instagram har givet et sjældent interview til norsk medie. Denis Charlet / Ritzau Scanpix

Instagram lovede i februar at sætte en stopper for deling af selvskade, men ifølge NRK florerer indhold med selvskade stadig på Instagram.

Det norske medie NRK har kortlagt et lukket netværk af godt 1000 unge piger, der gennem det sociale medie Instagram begår selvskade i fællesskab. 500 af pigerne i netværket er norske, ifølge NRK's dataanalyse er en større del af pigerne danske, og mediet kalder den danske gruppe 'meget aktive'.

15 af de 500 norske piger, som er aktive i netværket, har ifølge NRK i løbet af de seneste år begået selvmord.

I september advarede flere danske eksperter i Berlingske om, at aktiviteten på Instagram, som de betegner som ’digital selvskade’, også fører til fysisk selvskade..

- Det begynder som regel med, at de blot vil opsøge informationer og dele deres svære tanker og følelser. Men der kommer hurtigt nogle rigtig uhensigtsmæssige dynamikker i de her grupper uden administrator, hvor de unge i en misforstået omsorg over for hinanden inspirerer hinanden til for eksempel at skade sig selv på nye måder og til, hvordan det er muligt at begå selvmord, siger psykolog i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, Lotte Rubæk til avisen.

Mediets undersøgelse af digital selvskade på Instagram viser desuden, at brugere modtager forslag fra Instagram om at besøge profiler, der skriver om selvskade og selvmord.

Aktiviteten i lukkede netværk, som dem NRK og Lotte Rubæk beskriver, sker på trods af, at Instagrams øverste chef i et interview til BBC i februar lovede at sætte en stopper for den slags grupper på det sociale medie.

Projektleder for Center for Digital Pædagogik, Jonas Ravn, mener, at der skal tages fat om problemet, hvis det kan bevises at være sandt.

- Hvis man kan påvise en direkte sammenhæng mellem, at de her grupper fører til selvmord, så er det selvfølgelig super vigtigt, at man rykker hurtigt og lukker det ned, siger han.

- Vi har gjort vores bedste

Instagram giver som regel ikke mange interviews, men det er lykkedes NRK at få svar på kritik af det sociale medie under et besøg i New York.

De forklarer, at mange af de profiler, som deler indhold om selvskade og selvmord, ofte lægger et normalt hverdagsbillede ud på deres profil kombineret med en tekst om selvmordstrang og fortællinger om at tage overdoser og skære i sig selv.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Det har Instagrams algoritme svært ved at opsnappe.

Men derudover understreger Karina Newton, der er chef for Instagrams globale retningslinjer, at selvmordene kan skyldes et virvar af årsager.

- Det er ikke op til mig at bedømme. Jeg kender ikke deres familier, og jeg kender ikke deres situation og ved ikke, hvad der er foregået i deres liv. Det er et mere nuanceret og kompliceret problem, siger Karina Newton.

Det er ifølge Karina Newton en meget svær opgave for Instagram at finde profiler, som deler og opildner til selvskade, fordi brugerne i de lukkede netværk ikke rapporterer hinanden.

- Men jeg synes, at vi har gjort vores bedste på en ansvarlig og gennemtænkt måde, siger hun.

Nemt at finde hemmelige netværk

En simpel søgning på Instagram efter konti, der beskrives af indehaveren som værende en person med diverse psykiske lidelser og tendenser for selvskade, giver en lang række resultater, erfarer TV 2.

Dog har Instagram sørget for, at man i søgningen efter hashtags som ’selvmord’ og ’suicidal’ bliver mødt af en besked, der opfordrer brugeren om at søge hjælp.

En søgning på hashtagget #selvmord på Instagram giver denne alarmmeddelelse.

Jonas Ravn er bekendt med Instagrams indsats i forhold til søgning på hashtags, men siger, at det sociale medier stadig foreslår brugerne at følge forskellige grupper, der egentlig taler positivt om selvskadende fænomener.

Godt at foreslå dem hjælp

Jonas Ravn siger, at Instagram eksempelvis med spiseforstyrrelser og andet længe har foreslået brugere, der søger på hashtags om emnerne, at søge hjælp. Og det er er en positiv indsats, mener han.

- Selvskade bliver delt alle mulige steder, og det er ikke noget, vi skal acceptere. Det har en smittende effekt. Derfor er det godt, hvis Instagram går ind og siger: "Hov, du er på vej ind et problematisk sted. Har du brug for hjælp?", siger Jonas Ravn.

Han påpeger, at unge mennesker i mange sammenhænge søger ligesindede og fællesskaber på Instagram, men at grænsen går dér, hvor de begynder at gøre skade på sig selv og opfordre andre til samme. Det kræver dog en indsats fra både lovgivere og virksomheden at stoppe det, mener han.

- I sidste ende er det jo Instagrams egne regler og det pågældende lands jura, der sætter grænsen.