Samfund

Thulesen Dahl i modvind efter hilsen til ny radiostation

Kristian Thulesen Dahl ved valgfesten hos DF, hvor en del af tilbagegangen er blevet tilskrevet partiets mediepolitik.

En opdatering på Facebook har affødt flere hundrede vrede kommentarer på grund af DF's aktie i Radio24syvs endeligt.

Da Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, hen under midnat torsdag aften ville byde den nye Radio4 velkommen med et opslag på Facebook, trådte han samtidig ind i et debatmæssigt minefelt.

I sit opslag skrev DF-formanden:

- Et nyt eventyr i medieverdenen fra midnat. Radio4 sender fra Aarhus og sikrer, at Danmark fremover har én taleradio i hovedstaden og én i Vestdanmark. Præcis som DF gik efter, da vi oprindeligt lavede medieforlig.

Et nyt eventyr i medieverdenen fra midnat😉 Radio4 sender fra Aarhus og sikrer, at Danmark fremover har én taleradio i...

Posted by Kristian Thulesen Dahl on Thursday, October 31, 2019

Reaktionerne lod ikke vente på sig.

Og hovedparten af dem kom øjensynligt fra et væld af vrede lyttere på vegne af Radio24syv, som har måttet vige pladsen på FM-båndet og en otteårig sendetilladelse til fordel af Radio4.

- Det var ikke tale om provokation for provokationens skyld, og det var heller ikke for at støde nogen, siger Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

DF-formanden betegner den voldsomme reaktion som "helt forventet".

- Man beder jo nærmest om det, når man laver sådan et opslag. Det er Facebooks natur. Men jeg vil gerne understrege, at jeg gjorde det for at rette fokus på, at Danmark nu har fået en ny radiostation, hvilket der måske ikke har været så meget fokus på, fordi lukningen af Radio24syv har fyldt så meget, siger Thulesen Dahl.

Afviser at ville lukke Radio24syv

Kristian Thulesen Dahls velkomsthilsen til Radio4 rummede også en konstatering af, at Dansk Folkeparti nu har fået den spredning i medieudbuddet, man gik efter ved seneste medieforlig.

Som en del af medieforliget ville partiet gerne sende Radio24syv eller en ny FM-kanal mindst 110 kilometer væk fra hovedstaden.

Det har ført til beskyldninger om, at partiet skulle have set sig sur på Radio24syv over blandt andet deres kritiske journalistik og grænsesøgende satire. Denne anklage bliver også gentaget blandt de kritiske reaktioner på DF-formandens Facebook-opslag.

DF-formanden vil ikke afvise, at netop vreden over forløbet med udbuddet af FM-kanalen kan være en af forklaringerne på, at Dansk Folkeparti ved seneste folketingsvalg blev mødt af en vælgerlussing.

- Det kan meget vel være rigtigt. Radio24syv har været i stand til at skabe rigtig meget larm om deres egen situation, og det påvirker selvfølgelig mange af dem, der har været glade for deres programmer. Men for os har det aldrig været et ærinde at få lukket Radio24syv, men at få en kanal til at sende fra Vestdanmark, siger Thulesen Dahl.

Nyhedschef: Tåkrummende opslag

Kort efter Radio4 gik i luften ved midnat, skrev DF-formanden også en opdatering på Twitter, hvor han glædede sig over den geografiske spredning, han allerede oplevede på den nye kanal.

Det fik den nu forhenværende nyhedschef på Radio24syv Kristoffer Eriksen til at komme med en ironisk kommentar til Thulesen Dahls opdatering.

- 25 minutter inde, og ingen har gidet at like Tulles kærlighedserklæring til R4dio. Til gengæld vælter det ind med sure kommentarer. Det er for tåkrummende - selv for mig - så er der please nogen, der vil komme ham til undsætning?, skriver Kristoffer Eriksen på Twitter.

Helt uden støtte er DF-formanden dog ikke.

- Medieforliget sagde otteårige aftaler, og de er gået - så ny ansøgning og nyt blod skader ikke - sådan er vilkårene - også for de klynkende og arrogante “jydebrødre” fra Radio24syv, lyder det eksempelvis fra Facebook-brugeren Jan Anker Nielsen.

Trak sig efter krav om udflytning

Det var et flertal i Folketinget, der i marts præsenterede, at en ny radio på FM4-båndet skulle have base mindst 110 kilometer fra København.

Placeringen var et kardinalpunkt for især Dansk Folkeparti, og det var et krav, som Radio24syv ikke ønskede at efterkomme. Ifølge kanalen ville det ikke være muligt at producere som i dag under de nye vilkår.

Efterfølgende blev VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti i maj enige om at etablere endnu en radiokanal på DAB.

Denne plads søgte Radio24syv om sammen med DK4 Radio og Loud med sidstnævnte som vinder af udbuddet.