Samfund

Betjente fik piskesmæld, da de kørte galt under udrykning

Det var formentlig det glatte føre, som var årsag til uheldet.

To betjente kørte fredag morgen galt under udrykning på Amager i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Leif Hansen, til TV 2.

Patruljevognen var blevet kaldt ud til en brand i Kastrup klokken 07.16.

- På et tidspunkt skulle de dreje til højre ved Kastruplundgade. Her forulykker de, formentlig i det glatte føre, og rammer en mur, siger vagtchefen.

De to betjente blev efterfølgende kørt til tjek på Rigshospitalet, hvor det blev konstateret, at de formentlig begge har fået piskesmæld.

Ingen andre personer var involveret i uheldet.

Branden i Kastrup er siden blevet slukket.