Vidne til tyveri fik sine oplysninger sendt til gerningsmand
Der er for mange databrud hos offentlige myndigheder ifølge formanden for IT-Politisk forening.
Da en ældre mand fra Nordjylland i marts 2019 mødte op i Retten i Hjørring for at vidne mod en tyveknægt, blev han antastet af gerningsmanden. Tre måneder forinden havde manden politianmeldt vedkommende efter at have overværet ham stjæle i et supermarked.
- Jeg kender dit navn, og jeg ved, hvor du bor, lød det ifølge BT.
Manden fra Nordjylland opdagede, at retten ved en fejl havde sendt private oplysninger om ham til gerningsmanden, der pludselig havde adgang til hans adresse.
- Min kone var pisse bange efterfølgende. Frygten for, han pludselig ville komme, sad virkelig i hende, siger han til avisen.
Manden, der ønsker at være anonym, valgte at tage kontakt til retten, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen, som ikke vurderede, at der var grund til at rette kritik mod håndteringen af sagen.
De forsikrede ham dog om, at gerningsmanden var blevet bedt om at slette oplysningerne.
Men det fremgår af et brev fra Retten i Hjørring, som BT er kommet i besiddelse af, at de først blev bekendt med fejlen 21. marts - to måneder efter at de 23. januar havde sendt både hans fulde navn og adresse til en gerningsmand, han endnu ikke havde vidnet mod.
Ikke en unormal fejl
Datatilsynet modtog i perioden 31. maj til 31. december 2018 cirka 1470 private anmeldelser om forkert håndtering af personlige data, viser deres årsberetning. Det vil sige, at over halvdelen af alle anmeldelser kommer fra privatpersoner.
Men det store problem ligger ikke i de enkelte sager, siger formand for IT-Politiske forening Jesper Lund til TV 2.
- I det her tilfælde er det et meget klart problem for den person, der er blevet udsat for databruddet. Det forstår jeg godt, at vedkommende er utilfreds med. Men der er også eksempler på, at offentlige myndigheder kommer til at give internettet adgang til intranet, og så bliver rigtig mange menneskers personlige oplysninger tilgængelige på Google og andet. De skal sikre, at hele internettet ikke har adgang til arkiverne, siger Jesper Lund.
Derudover er der ifølge formanden for mange databrud hos offentlige myndigheder, og han mener, at de dataansvarlige skal være bedre til at sikre, at det ikke sker.
Du kan læse mere om dine rettigheder angående private data på Datatilsynets hjemmeside.