Vært traf sit livs største beslutning under optagelserne til ny serie

Her er TV 2 ECHO-vært Mathias Bachs fortælling om at finde sin egen vej som en 32-årig, der ikke vil være voksen.

Alt var klar. Kameraerne var tændt. Et skråt bag mig, et skråt foran mig. Jeg havde det pæne tøj på: Sneakers, hvide strømper, sportsshorts og en sort Kappa-polo.

Jeg gik frem og tilbage i den tomme lejlighed hen over krydset, fotografen og jeg havde sat på stuegulvet.

Der skulle jeg stå om lidt, når døren til lejligheden gik op.

Mit hjerte hamrede, mens minutterne gik.

Jeg baskede med armene som en svømmer, før han springer på hovedet.

- Fuck, fuck, fuck, sagde jeg til mig selv.

- Fuck, fuck, fuck.

Del 1 - Umoden

Jeg hedder Mathias, jeg er 32 år og har det hele kørende for mig. Et godt job på TV 2 ECHO, en dejlig kæreste, Josefine, og en hel flok rigtig gode venner.

Men jeg er også en af de unge mænd i trediverne, der får røvfuld i medierne for at være umoden. For at rende rundt og drikke bajere med vennerne i stedet for at tage ansvar for mit liv og stifte familie.

Jeg nægter at blive voksen.

Idéen på toilettet

Jeg havde ikke tænkt dybere over det, før jeg en dag i foråret sad på et toilet med snotten i mobilen, mens jeg burde arbejde.

Vi var med redaktionen på seminar, og vi skulle finde en idé til en ny dokumentar.

Jeg havde ingen idéer. Nul. Og nu sad jeg og pjækkede på et toilet, mens jeg scrollede på Instagram. Det slog mig, hvor latterligt det var, og jeg tænkte, at det var på tide, jeg tog mig lidt sammen.

Det var det, dokumentaren skulle handle om.

Jeg ville stille mig ansigt til ansigt med alle de voksenting, jeg aldrig har villet tage stilling til. Jeg ville undersøge det helbred, jeg havde mishandlet hele mit liv, få kigget på den økonomi, jeg aldrig havde skænket en tanke, og tale med en psykolog om, hvorfor jeg er så bange for voksenlivet.

På det tidspunkt vidste jeg selvfølgelig ikke, at jeg under optagelserne ville nå frem til det hidtil vigtigste valg i mit liv.

Hvor blev tiden af?

Jeg mødte første gang psykologen tidligt på sommeren. Det var en af de første optagelser til dokumentaren.

Jeg lænede mig tilbage i designerstolen. Ved siden af mig stod et bord med en pakke Kleenex.

- Lige for tiden går jeg og bokser lidt med at blive ældre. Og at man kan se det, sagde jeg.

Mathias Bach hos psykolog Frej Prahl.
Mathias Bach hos psykolog Frej Prahl. Foto: TV 2 Echo

Jeg nævnte mine grå hår. De der små nogle, der var begyndt at dukke op ved tindingerne.

Psykologen bad mig forestille mig, at jeg stod foran spejlet og så, at alle mine hår var blevet grå.

- Hvad er det, der sker inden i dig, når du ser den proces foran dig, spurgte han.

Jeg tænkte lidt.

- Jeg kan mærke, det er angstprovokerende.

- Jeg vil gerne hele familielivet, men jeg synes bare, at det går meget stærkt. Og det er sindssygt, for hvor blev tiden af?

Så helvedes trodsig

Det var ungdomstiden, jeg talte om. Det vilde, bekymringsløse liv, der for mig startede, da jeg i folkeskolen begyndte at stå på skateboard. Vi var et hold af kammerater, der hang ud sammen.

Jeg var aldrig særligt god til at stå på skateboard, men hele kulturen var anarkistisk, og det var jeg god til, for jeg har altid været helvedes trodsig.

Det var os mod popdrengene. Vores hiphop og graffiti mod deres schottjakker og pomadehår.

Vi ville være upolerede og grænseløse, smadre os selv på skateboard, drikke bajere og kysse med alle pigerne.

Det var frihed, mand!

Vi var vel en femten gutter, der var sammen hver dag.

Mandag talte vi weekenden igennem, tirsdag spillede vi billard og fik et par øl, onsdag så vi en film, og torsdag var vi tilbage i byen. Det var ikke et spørgsmål om, om vi kunne mødes. Det var et spørgsmål om hvornår, og hvad vi skulle give os til.

Alt ændrede sig

Vi havde vores lille boble, og den holdt vi hinanden i.

Men for et par år siden begyndte de første at få børn. Det var, som om det skete hver måned. Soldaterne faldt på stribe, og jeg havde lyst til at råbe dem ind i hovedet:

- Flot, I kan kneppe, men nu slår vi lige bremserne i.

Det der med børn og ansvarlighed var jo ikke noget, vi skulle endnu.

Mathias Bach drikker en øl med et par af de kammerater, der er blevet fædre.
Mathias Bach drikker en øl med et par af de kammerater, der er blevet fædre. Foto: TV 2 Echo

Men nu ændrede alt sig. Vi, der ikke havde fået børn, sad tilbage og ville stadig tale om skateboard og bajere, men fædrene havde fået noget helt nyt. Et fællesskab om deres familier, som vi andre stod udenfor.

Så da jeg sad der ved psykologen, var mine grå hår kun en lille del af et større problem. Nemlig at alt det, jeg ikke kunne styre, var begyndt at ændre sig. Min krop og mine venner. Ungdommen var begyndt at sive ud af mit liv, uden jeg havde bedt den om det.

Del 2 - Vi venter

Mens vi hen over sommeren optog til dokumentaren, fortsatte jeg med at gøre det, jeg er bedst til.

At skabe mig åndssvagt på Roskilde Festival, få ugennemtænkte tatoveringer og æde masser af fastfood. Alt den dødcharmerende ligegyldighed uden et gran af frygt for at dø.

Men jeg kom også på dybt vand. Jeg fik lavet en sundhedstest og fik kigget på min økonomi. Men det mest nervepirrende var besøget på sædklinikken.

Meget på spil

Jeg var nervøs fra det øjeblik, jeg trådte ind ad døren på sædklinikken.

Det kom egentlig lidt bag på mig. Det var, som om det først var nu, hvor jeg stod i det, at det gik op for mig, hvor meget der var på spil.

Den sædprøve, jeg skulle aflevere, ville afgøre, om et langt liv med rigeligt med øl og burgere og en computer i skødet havde sat sig i sprøjten.

Mathias Bach vælger pornofilm på sædklinikken.
Mathias Bach vælger pornofilm på sædklinikken. Foto: TV 2 Echo

Donorkoordinatoren, der havde taget imod mig, gav mig en gennemsigtig plastikkop.

Så stod jeg der. I et lille lokale med en afsprittet stol og en computerskærm med porno.

Jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor mange mænd før mig, der havde siddet i stolen og onaneret, så jeg endte med at klare det stående.

Ti minutter senere afleverede jeg koppen ude ved skranken og skyndte mig ud af døren og hjem til Josefine.

Den næste uge, hvor jeg ventede på svaret, var et helvede.

Hun var skidefuld, lige efter mit hoved

Jeg har altid vidst, at Josefine var hende, jeg ville være sammen med resten af mit liv. Og også få børn med. En dag.

Det er tre år siden, jeg så hende på Tinder.

Hun var sgu lækker. Hun havde langt lyst hår og et smukt ansigt og store bryster. Hele pakken.

Jeg skrev til hende i to måneder. Aldrig før havde jeg bagt på en pige så længe.

Det tog Mathias en del overtalelse, før han fik Josefine med på date. Nu har de været kærester i tre år.
Det tog Mathias en del overtalelse, før han fik Josefine med på date. Nu har de været kærester i tre år. Foto: TV 2 Echo

Hun ville bare ikke.

Lad os nu mødes, skrev jeg. Det er bare en enkelt øl.

Til sidst overgav hun sig.

Vi skulle mødes på et værtshus. Det var sent, vel omkring to-tretiden om natten. Jeg stod som en anden romantiker ude foran, da hun kom gående. Jeg rettede lidt på tøjet, men hun gik lige forbi mig.

Jeg drejede om og fik fat i hende. Hun var skidefuld. Hold kæft mand, en pige lige efter mit hoved.

Friheden, vi har lige nu

Josefine var lige som mig. Hun ville feste og ikke bare ligge derhjemme og være kedelig. Hun havde sit hold, ligesom jeg havde mit hold.

Jeg flyttede ind hos hende på Vesterbro. Alt var godt, uden bekymringer, og vi talte aldrig om børn og fremtiden. Det var, som om hun tænkte, hvad jeg tænkte: At friheden, vi har lige nu, er vigtigere end alt det der bøvl med børn og ansvar og et langt liv på et kontor.

Mathias og kæresten Josefine har prioriteret at rejse og leve livet i de tre år, de har kendt hinanden.
Mathias og kæresten Josefine har prioriteret at rejse og leve livet i de tre år, de har kendt hinanden. Foto: Privatfoto

Men tingene ændrer sig.

Efterhånden som vores venner begyndte at få børn, sneg det sig også ind mellem os, når vi plejede tømmermændene hjemme i sengen om søndagen. Sådan næsten lidt for sjov. Skal vi bare gøre det, eller hvad?

Men der var hele tiden noget, der gjorde, at vi ville vente. En ferie til Vietnam. En Roskilde Festival. Ingen stress, børn får vi bare, når vi vil, tænkte jeg.

Del 3 - Beslutningen

Jeg lukkede ikke et øje hele natten før, jeg skulle have svar på sædprøven, jeg havde afleveret fem dage forinden.

Da jeg dagen efter sad foran donorkoordinatoren, prøvede jeg at læse hende.

Hun smilte. Var det gode nyheder? Eller var det for at bløde mig op, inden jeg skulle have at vide, jeg aldrig får børn?

Midt i alle mine tanker fik hun sagt det:

- Du har en helt normal sædkvalitet.

- Er det rigtigt? sagde jeg.

Jeg svævede ud af sædklinikken og købte en champagne, så jeg kunne fejre det med Josefine.

Alt føltes rigtigt

Få uger senere tog jeg en stor beslutning. Den beslutning, der lå forud for, at jeg nu vandrede hvileløst frem og tilbage over krydset på gulvet i lejligheden.

Jeg ville fri til Josefine.

Alle de ord, jeg havde forberedt, sivede ud af hovedet, mens jeg ventede på, at hun skulle komme ind ad døren.

Jeg var skidenervøs, men alt ved det føltes helt rigtigt.

Hvad pokker var der sket?

Hvordan var jeg gået fra at synes, mine drenge var åndssvage, fordi de fik børn, og til at jeg nu stod og skulle tage et kæmpe skridt selv?

Er jeg blevet gammel?

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var samtalen med psykologen, der ændrede alt. Eller at det var den nervepirrende uge med sædprøven, der overbeviste mig om, at alt ikke kan forblive, som det plejer. At jeg også er nødt til at flytte mig for ikke at sidde fast i nostalgien og drømmen om at være evigt ung.

Men det skete ikke pludseligt. Det kom snigende.

Optagelserne til dokumentaren var måske bare det sidste, der skulle på plads, før det stod klart for mig, hvad jeg egentlig havde vidst i nogle år. At det ikke kun var mine omgivelser, der havde ændret sig. Det var også mig.

Mathias og Josefine i lejligheden på Vesterbro.
Mathias og Josefine i lejligheden på Vesterbro. Foto: TV 2 Echo

Jeg gad ikke længere stå i en kæmpe brandert og se solen stå op over Kødbyen både fredag og lørdag hver weekend. Jeg gad ikke længere tomle mig rundt ude i verden.

Nej, jeg var blevet ham, der hellere vil tidligt hjem og se romantiske komedier og spise bland-selv-slik med Josefine. Jeg var blevet ham, der vågner op uden tømmermænd lørdag morgen og tænker:

- Gud, hvor er det fedt, at jeg har en hel dag foran mig.

Jeg havde stadig den der vildskab i mig. Trangen til at dumme mig og være på tværs. Men måske var det muligt at følge lidt med min alder uden at miste mig selv.

Det er for evigt

Nu kom Josefine ind ad døren.

Hun så helt mærkelig ud i hovedet, da jeg trak hende fra entreen og ind i stuen.

Jeg gik på knæ på krydset og fumlede efter æsken i lommen. Hun gemte ansigtet i håndfladerne.

Op ad lommen kom æsken.

Mathias frier til Josefine.
Mathias frier til Josefine. Foto: TV 2 Echo

Hun så ringen og greb ud efter mine hænder. Hun satte sig på knæ foran mig, og jeg rejste mig, og hun rejste sig, og jeg ved ikke rigtig, om vi grinte eller græd.

Vi bumlede hovederne sammen og var ude af os selv i en rus af lykke. Hun ville gerne gifte sig med mig.

- Så er det altså for evigt, sagde hun.

Og der var ikke noget, jeg hellere ville.

Epilog - Aldrig voksen

Det viser sig jo, at det egentlig ikke er så slemt at blive gift.

Der er noget papirarbejde, så tager man til Las Vegas og siger ja til hinanden foran en fyr i Elvis-kostume. Nemt.

Jeg har nok altid troet, at det at blive gift er som at affinde sig med, at ungdommen er forbi.

Men det er vel, hvad man gør det til.

En dag bliver det mig

Jeg vil stadig ikke være voksen. Jeg gider ikke en fremtid med planlægning og skjorte og slips og en stille død fra ni til fem på et kontor.

Jeg vil stadig have lov at opføre mig som et pattebarn, bare en gang imellem. Og det fede er, at Josefine elsker mig alligevel. Vi kan være aldrig voksne sammen.

Nu glæder jeg mig til, at det en dag bliver mig, der samler drengene på en bar, køber et fad med shots og fortæller, at jeg skal være far.

For min skyld, og for Josefines skyld.

Og så vil vi være holdet igen. Mig og drengene. Fædreholdet. Med koner og børn, og hvad har vi.

Men jeg tager lige én Roskilde Festival mere. Bare én.

Se allerede nu det første afsnit af ECHO DOX-serien 'Aldrig Voksen' på TV 2 PLAY.