Hemmeligt forlig: Bagmænd slipper for at betale renter i sag om milliardsvindel
Renterne ville være løbet op i knap 700 millioner med Skattestyrelsens normale rentesats.
De amerikanske bagmænd i Danmarkshistoriens største svindelnummer slipper for at betale renter i et hemmeligt forlig med Skattestyrelsen.
Netværket bag de to skatteadvokater Matthew Stein og Jerome Lhote har samlet været involveret i svindel for over 4,1 milliarder kroner. Med forliget betaler de 1,6 milliarder kroner tilbage.
I den forbindelse slipper de for at betale renter for de over fem år, de har haft de danske skattekroner - medmindre de ikke har betalt tilbage som aftalt inden maj 2021.
Renterne ville med Skattestyrelsens almindelige procesrente ellers være løbet op i 696 millioner kroner over de fem år.
I forvejen giver forliget – som TV 2 tidligere har afdækket – bagmændene mulighed for at modregne alle udgifter til at trække pengene ud af Danmark fra tilbagebetalingen til Skattestyrelsen. Et milliardbeløb, som eksempelvis dækker skatterådgivning, børsmæglere og depotbanker.
"Det er sådan lidt Hjallerup Marked"
Friheden for renter er højst opsigtsvækkende i forhold til myndighedernes normale fremfærd over for borgere og virksomheder.
Her stiger kravet med en rente på godt otte procent årligt. Et krav, der typisk ikke fraviges, hvis der er mistanke om svindel.
Advokat Morten Bjerregaard, der har speciale i økonomisk kriminalitet og også fungerer som kurator for Gældsstyrelsen, vurderer, at forliget står i skarp kontrast til Skattestyrelsens normale praksis i svindelsager.
- Derfor forekommer det meget mærkeligt, hvis man har givet rabat på renterne her. Udgangspunktet er, at alt gæld skal betales, herunder renter, siger Morten Bjerregaard.
Friheden for renter og fradraget af udgifterne får Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft, der i dag arbejder som skattespecialist og advokatfuldmægtig hos firmaet Bachmann Partners, til at se forliget som en hestehandel.
- Det er sådan lidt Hjallerup Marked. Hvor meget kan du få? Og når det beløb først er blevet aftalt, kan du så diskutere, hvilken etikette du skal sætte på det, siger han.
“Voldsomt mange penge”
En af de danskere, som kan rentesatsen på skattegæld på fingrene, er Mikkel Jes Mortensen, der er musiker og producer.
Han har en skattegæld på 635.000 kroner. De 127.000 kroner af dem er renter.
“Voldsomt mange penge” for en musiker, som ernærer sig ved freelance-opgaver, men “man skal betale de renter, der er løbet på. Det er the name of the game”, siger han.
- Der skal betales det, der skal betales. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Men jeg har mindre mulighed for at lave en aftale med Skat end store udenlandske bagmænd, der har de rigtige advokater, siger han.
Mikkel Jes Mortensen kunne godt tænke sig at lukke sit mellemværende med en aftale. Ligesom bagmændene i udbyttesagen er han nemlig heller ikke enig i kravet mod ham.
Viser det sig, at de har ret, skal han nok betale, men det bliver med blandede følelser, efter han har spejlet sin sag i bagmændenes aftale.
- At de kan lave en eller anden deal med Skat efter at have stjålet fra vores alle sammens fælleskasse, og så senere lave en eller anden underhåndsaftale med Skat om ikke at betale renter... Det er jo helt vildt, siger han.
Forståeligt med harme
Skattestyrelsen har afvist at stille op til interview med TV 2. I et skriftligt svar skriver fagdirektør Steen Bechmann:
- Jeg er ikke enig i, at man kan stille rentespørgsmålet op på den måde, som TV 2 gør. Det her er ikke et lån eller en skattesag, men et civilt forlig i USA. Vi har fået alt det, vi kan, ud fra en samlet vurdering af, hvordan forliget bedst kunne sammensættes.
Tidligere departementschef Peter Loft ved ikke, om Skattestyrelsen kunne have fået en bedre aftale. Men han mener, at hensynet om at få så mange penge som muligt tilbage i statskassen har trumfet princippet om ligebehandling.
Han advarer mod, at det risikerer at påvirke den almindelige danskers tillid til skattevæsenet.
- Hvis nogle sidder og siger: "Næste gang snyder jeg altså for 12,7 milliarder, for så er min retsstilling langt bedre, end hvis jeg nøjes med at være i gæld for 100.000 kroner", så kan jeg godt forstå det, siger Peter Loft.
Indgik forlig med bagmænd
Skandalen om svindel med udbytteskat kom frem i august 2015.
Siden har Skattestyrelsen anlagt hundredvis af civile retssager i flere lande, og Bagmandspolitiet har sigtet et ukendt antal personer i samarbejde med efterforskere fra flere lande.
I september kunne TV 2 i et samarbejde med tyske Süddeutsche Zeitung, det belgiske magasin Knack og Politiken afsløre to hidtil ukendte bagmænd i sagen.
De to skatteadvokater Matthew Stein og Jerome Lhote stod i spidsen for et netværk, som samlet har trukket over 4,1 milliarder kroner ud af Danmark.
Bagmændene og deres netværk er dog fredet i det civilretlige spor som følge af forliget med Skattestyrelsen.
Strafferetligt efterforskes udbyttesagen på femte år i et politisamarbejde mellem Danmark, Tyskland, Belgien, Storbritannien og USA. Ingen er endnu tiltalt af Bagmandspolitiet.