TV 2 ECHO

Echo-vært tester sin sæd - her er grafen om kvindens fertilitet, som alle mænd bør kende

Op mod hver fjerde danske mand får aldrig børn.

Tre ud af fire danske mænd har nedsat sædkvalitet.

For 15 procent af dem står det så slemt til, at de vil få svært ved at gøre en kvinde gravid.

Men sædkvaliteten bør ikke være unge mænds eneste bekymring, mener Søren Ziebe, professor på Københavns Universitet og klinikchef ved Rigshospitalets Fertilitetsklinik.

Han oplever, at mænd har en tendens til at glemme eller være uvidende om andre væsentlige faktorer, der skal til for at blive forælder.

Blandt andet at der skal to til en tango.

- Vi mænd tænker, at vi kan få børn hele livet. Men vi glemmer, at hvis vi skal være teenagere, til vi er oppe i 40’erne, så kan vores kone ikke få børn, siger han.

Han mener, at alle mænd bør kende kurven herunder. Den viser, hvordan en kvindes chance for at blive gravid falder med alderen.

Nervøs på sædklinikken

Mathias Bach er 32 år og har aldrig bekymret sig om, hvorvidt han kan få børn.

Men spørgsmålet melder sig, da han i ECHO DOX-serien ’Aldrig Voksen’ tager på klinik for at få testet sin sædkvalitet.

- Jeg er faktisk lidt nervøs, siger han til donorkoordinatoren på sædklinikken inden testen.

Han havde ikke været nervøs inden, men da han står i det, går noget op for ham:

- At jeg i princippet kan få et dårligt svar, siger han.

Alderen er blevet et problem

Når fertilitetsforskere i disse år advarer mod at vente for længe med at få børn, skyldes det, at danskerne over en årrække er blevet ældre, før de får det første barn.

Stigningen er taget lidt af de senere år, og vi er nu omkring 30-årsalderen, når vi får børn.

Men det er fortsat et niveau, hvor alderen er et problem, som både mænd og kvinder bør have med i overvejelserne, mener Søren Ziebe.

Mellem 16 og 25 procent af alle danske par, der ønsker at blive gravide, har nemlig nedsat fertilitet, og hvert 12. barn, der bliver født i Danmark, kommer til verden gennem fertilitetsbehandling.

Mænd har også biologisk ur

Det er særligt kvinders frugtbarhed, der påvirkes af alderen, men der begynder i disse år at dukke forskning op, der indikerer, at mænd også har et biologisk ur.

I 2017 viste en stor amerikansk undersøgelse af 7753 par i reagensglasbehandling over en periode på 14 år, at chancen for at få børn ikke bare falder med kvindens alder, men også med mandens.

Mænds biologi er heller ikke aldersuafhængig

Søren Ziebe, klinikchef på Rigshospitalet

Grafikken herunder viser et par af undersøgelsens resultater. En kvinde under 30 havde eksempelvis 73 procent chance for at blive gravid med en 30-35-årig mand. Den chance faldt til 46 procent, hvis manden var mellem 40 og 42 år.

ECHO Gravide

Ifølge Søren Ziebe er det ikke kun chancen for succesfuldt at befrugte en kvinde, der bliver påvirket af mandens alder. En ældre mand har nemlig også større sandsynlighed for at få et barn med autisme.

- Så mænds biologi er heller ikke aldersuafhængig, siger han.

Mænd er splittede

For 32-årige Mathias Bach i 'Aldrig Voksen' er en test af sædkvaliteten bare en af mange ting, han har udskudt at bekymre sig om. Ikke fordi han ikke drømmer om at få børn en dag, men fordi han har haft travlt med at leve det vilde ungdomsliv.

Det er ikke ualmindeligt, fortæller Svend Aage Madsen, mandeforsker og formand for Forum for Mænds Sundhed.

I den nye TV 2 ECHO-serie 'Aldrig Voksen' konfronterer vært Mathias Bach en række af de ting, han altid har udskudt, fordi han har haft travlt med at være ung.

Han ser en tendens til, at mange mænd ønsker de nære relationer som eksempelvis en familie, men at de er splittede mellem det ønske og en stræben efter den frihed, som ungdommen er forbundet med.

- Det ser ud til, at unge mænd i høj grad har en plan med, at først skal de leve livet. De skal gøre en hel masse ting, som er frihedsagtige og uafhængighedsagtige, siger han.

Dermed bliver det at stifte familie udskudt, mener Svend Aage Madsen.

Op mod hver fjerde mand får aldrig børn

Det kan ifølge mandeforskeren blive et problem, hvis de nøler for længe. Både på grund af biologien, men også fordi det matcher dårligt med de moderne kvinder, der er mere uddannede, end de var tidligere, og mere på sporet af hvad de vil.

- Kvinderne vil ikke bare sætte deres ønsker og arbejdsliv og karriere til side. Der vil de have en, der er lige så ansvarlig som dem selv, siger han.

Et resultatet af det kan ifølge Svend Aage Madsen være, at kvinderne vælger at få børn selv. Dermed kan det for nogle mænd betyde, at drømmen om børn aldrig bliver til virkelighed.

Han henviser til en analyse fra Rockwool Fonden, der har vist, at op mod hver fjerde danske mand aldrig får børn.

- Der tror jeg, at en ret stor del af dem kommer til at sige: ”Havde jeg dog bare tænkt anderledes, da jeg var 25”, siger Svend Aage Madsen.

Du kan allerede nu se de to første afsnit af ECHO DOX-serien 'Aldrig Voksen' på TV 2 PLAY.