Samfund

Danmark giver grønt lys til at russisk gasledning kan føres sydøst om Bornholm

Efter flere års forhandlinger er det faldet på plads, at rørledningen skal løbe lige udenfor dansk søterritorium.

Energistyrelsen har givet tilladelse til, at den russiske gasledningen Nord Stream 2 kan blive ført sydøst om Bornholm.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Gasledningen skal sende gas fra Rusland til Europa, og der har gennem flere år været diskussion om linjeføringen gennem Østersøen.

Selskaberne bag projektet har haft tre ansøgninger om forskellige ruter i spil, men trak i juni den ene tilbage fordi Danmark efter to år endnu ikke havde taget stilling til den. Derfor har der været to muligheder i spil, der gik henholdsvis nordvest og sydøst om Bornholm.

Nu har energistyrelsen vurderet, at den sydøstlige rute, der lige akkurat løber udenom dansk søterritorium, vil have den mindste påvirkning på miljøet og sikkerheden.

- Det er især som følge af en vurdering af påvirkningen på skibsfart og Natura 2000-områder (beskyttede naturområder, red.), skriver Energistyrelsen.

Nord Stream 2 - okt 2019

Handler om storpolitik

Når Danmark har tøvet i forhold til de tre ansøgninger, er det fordi Danmark risikerer at gøre sig uvenner med enten USA eller Rusland.

På den ene side står Rusland, der gerne vil levere mere gas til Europa, og Tyskland, der har brug for gassen. På den anden side advarer USA og flere EU-lande mod at gøre sig mere afhængig af russisk gas.

For en måned siden truede USA endda med at ville sanktionere virksomheder, der deltager i konstruktionen af den russiske gasrørledning.

Med den seneste udvikling er Danmark derfor nu sluppet ud af en storpolitisk klemme, lyder det fra TV 2-korrespondent Uffe Dreesen, der har beskæftiget sig med Nord Stream 2.

- I og med selskabet har droppet den ansøgning, der omfattede dansk farvand, er den danske regering sluppet for en potentielt ubehagelig sag. Nu behøver udenrigsminister Jeppe Kofod ikke tage stilling i en sag, hvor Danmark ellers risikerede at støde enten Rusland eller USA, siger han.

Kan udnyttes af russerne

Men på Christiansborg mener Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, at Danmark bør råbe højt. Han er bekymret for, at russerne vil bruge gassen som et politisk trumfkort.

- Der skal laves en aftale mellem EU, Ukraine og Rusland, der sikrer, at den her gasledning ikke misbruges. Derudover skal vi sikre, at russerne ikke sælger gassen til forskellige priser til forskellige lande, siger Martin Lidegaard til TV 2 og tilføjer:

- Jeg vil stærkt opfordre regeringen til, at man nu bruger den mulighed, vi har fået i Europakommissionen (med Magrethe Vestager, red.), til at stille krav til russerne om ikke at udnytte den her nye gasledning politisk.

Også Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, frygter, at flere og flere bliver afhængige af den russiske gas i fremtiden.

- Vi så det for nogle år siden, hvor Rusland pludselig sagde ‘fint nok, så lukker vi for gassen’, siger Michael Aastrup Jensen til TV 2.

I både Venstre, Enhedslisten og Radikale Venstre er man enige om, at Danmark ikke havde ret mange muligheder for at stoppe ledningen i det storpolitiske spil.

Men Enhedslistens miljø- og naturordfører Mai Villadsen mener, at det er problematisk, at man ikke har beføjelser til bruge klimaet som argument mod projekter som for eksempel North Stream 2. Hun opfordrer regeringen til at tage det op i international sammenhæng.

- Det her er jo ikke i tråd med Parisaftalen. Vi skal bruge meget mere vedvarende energi og slet ikke forpligte os til at bruge gas i 50 år frem, siger hun.