Samfund

Bil påkører saltspreder - advarsel om spejlglatte veje flere steder

Politiet og DMI advarer om glatte veje tirsdag morgen. Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Bilister skal passe på i morgentrafikken, lyder det fra politiet.

Flere politikredse advarer tirsdag morgen om spejlglatte veje efter flere uheld.

Det gælder både Østjyllands, Nordsjællands, Københavns og Københavns Vestegns Politi.

På Sjælland er en personbil kørt op i en saltspreder, der var i gang med at salte de rimglatte veje på Hillerødmotorvejen. En person er kommet let til skade i uheldet.

Uheldet er sket mellem frakørsel seks og syv i sydgående retning, og der var i en periode helt spærret, men ved seks-tiden var der igen åbnet for trafik.

Kort forinden skete der et mindre uheld på Fiskebækbroen, der også ligger på Hillerødmotorvejen.

Lave temperaturer og regn

DMI advarer om glatte veje i det meste af Jylland og i Midt- og det nordøstlige Sjælland, efter der har været nattefrost flere steder.

Lufttemperaturen er klokken 05.50 omkring frysepunktet, men vejtemperaturen er en smule køligere, oplyser DMI til Ritzau.

Derudover er der faldet en smule regn i løbet af natten, hvilket gør vejene spejlglatte.

Kun på Fyn og Lolland-Falster skulle vejene være sikre.