Samfund

Minister vil undersøge, om Radio24syv kan fortsætte

Udbuddet skal nu gennemgås med en tættekam for at se, at alting er gået, som det skal.

Kulturminister Rasmus Prehn (S) vil undersøge mulighederne for at lade Radio24syv fortsætte med at sende efter 31. oktober.

Det siger ministeren til TV 2, efter at flere partier har foreslået at lade det omdiskuterede DAB-udbud gå om.

- Når der er kommet et forslag fra medlemmer af Folketinget, så er det min opgave som minister at undersøge, hvad der kan lade sig gøre, siger Rasmus Prehn, der nu har sat sit ministerium til at undersøge sagen.

Radikale vil have sendetilladelse forlænget

Blandt andre Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, og Venstres Claus Hjort Frederiksen erklærede i weekenden deres støtte til den snarligt tavse kanal.

Også Radikale Venstres medieordfører, Jens Rohde, har meldt ud, at han vil have et nyt udbud.

Han foreslår mandag, at politikerne på Christiansborg administrativt forlænger radiokanalens sendetilladelse og ekstraordinært finder penge, så Radio24syv kan fortsætte.

- Det kunne der være mange, der ville være glade ved, medgiver kulturminister Rasmus Prehn, som dog afviser, at Radio24syv kan fortsætte i sin nuværende form på FM.

Kanalen valgte nemlig ikke at søge om forlængelse på FM-båndet, som Radio4 overtager efter 31. oktober, og derfor er det ikke en mulighed, at de kan fortsætte med at sende der.

- Man kan undersøge, om Radio24syv kan sende på en DAB-kanal. Og der er det så et spørgsmål om, hvem der skal finansiere det, siger ministeren.

- Nu må vi se, hvad der er op og ned i det her. Hvad der kan lade sig gøre. Og på et oplyst grundlag tage stilling til, om det er noget, de pågældende partier stadig mener, lyder det fra Rasmus Prehn, der nu vil undersøge, om der er et flertal i Folketinget.

Nævn skal svare på spørgsmål

Meget af kritikken af beslutningen om Radio24syvs lukning går på selve udbudsprocessen. Flere partier har sat spørgsmålstegn ved, hvordan Radio- og Tv-nævnet har behandlet eksempelvis dækningsgrad og økonomi.

Derfor har ministeren åbnet for muligheden for, at der kan stilles spørgsmål til nævnet frem til middagstid 29. oktober. Rasmus Prehn tror dog ikke, at der er noget at sætte en finger på ved processen.

- Men for alle eventualiteters skyld går vi det nu igennem med en tættekam for at se, at alting er gået, som det skal, siger kulturministeren.