Samfund

TV 2 beklager forkert svamperåd i 19 Nyhederne: Man kan IKKE smage om en svamp er giftig

TV 2 beklager råd, der blev bragt i Nyhederne klokken 19 fredag aften.

TV 2 vil gerne bringe en advarsel og dementere et råd om svampeplukning, der blev bragt i TV 2 Nyhederne klokken 19 fredag aften.

Det råd, der blev givet i 19 Nyhederne, om at tage et lille stykke af svampen på tungen og mærke om det stikker i tungen, for at finde ud af om den er giftig – det råd er FORKERT.

Man kan IKKE smage på en svamp om den er giftig eller ej.

Rådet gælder udelukkende for skørhatte, oplyser svampeekspert Jacob Heilmann-Clausen fra Statens Naturhistoriske Museum, og metoden kræver, at man er 100 procent sikker på, at man står med en skørhat i hånden. Metoden kan derfor KUN bruges af kyndige svampeeksperter.

Hvis man som ekspert smager på en skørhat skal man kun tage en lille bid og sørge for at spytte ud igen uden at synke.