TV 2 tester ansigtsgenkendelse - fandt journalist i menneskemængde

Selvom udvikleren af programmet mener, at teknologien er klar, forholder en professor i overvågning sig skeptisk.

Ifølge Københavns Politis chefpolitiinspektør, Jørgen Bergen Skov, vil det være en 'kæmpe fordel', hvis politiet kan bruge automatisk ansigtsgenkendelse ved videoovervågning af det offentlige rum. Det skriver Berlingske torsdag.

Men blandt eksperter er der delte meninger om, hvorvidt teknologien er klar til at bliver brugt på gadeplan.

TV 2 har testet et af programmerne, der kan genkende dit ansigt.

Programmet er udviklet af software-virksomheden Vertigo, og ifølge partner i selskabet Morten Silcowitz har de nødvendige computerprogrammer til overvågning med ansigtsgenkendelse allerede eksisteret i et stykke tid.

- Det er ikke computerteknologien, der sætter grænser. I vores egne tests kan vores software genkende et ansigt i 99,5 procent af tilfældene. Spørgsmålet er i stedet, hvor gode kameraer og linser man har, fortæller han.

I videoen herunder kan du se, hvordan programmet finder TV 2s journalist på strøget, og markerer ham med en rød kasse.

TV 2 tester teknologivirksomheden Vertigo's software til ansigtsgenkendelse på Strøget. Video: TV 2 Danmark

Hverken TV 2 eller Vertigo har lagret nogen oplysninger om andre i videoen end TV 2s journalist.

Professor: Det virker kun, hvis du kigger ind i kameraet

Ifølge professor i videoovervågning og analyse ved Aalborg Universitet Thomas Moeslund demonstrerer testen dog ikke, hvordan overvågning faktisk foregår.

TV 2s journalist vender nemlig hele tiden direkte mod kameraet ved højlys dag, og det er ikke altid tilfældet i virkeligheden.

- Hvis du sætter et kamera op på gaden, så er vi i dag lang fra at kunne identificere alle, der kommer forbi, forklarer han.

Thomas Moeslund understreger, at selvom ansigtsgenkendelse som udgangspunkt kun er pålideligt, når du bevidst lader det genkende dig.

- Hvis du rent faktisk står og kigger ind i kameraet, så fungerer det. Men hvis du kigger væk, eller hvis lysforholdene ændrer sig, virker det ikke altid ret godt, siger han.

I lufthavne og på stadioner kigger folk den samme vej

Allerede i dag er ansigtsgenkendelse alment brugt til kommercielle formål. Blandt andet bruges det i telefoner, så de kan låses op med et enkelt blik, og i britiske lufthavne til at føre kontrol med, hvem der rejser ind og ud af landet.

Derudover indførte Brøndby stadion i sommer teknologien til at udpege fodboldfans med karantæne i folkemængder.

Og her fungerer ansigtsgenkendelse ifølge overvågningseksperten godt. Forskellen er, ifølge Thomas Moeslund, at det på gaden er svært at få folk til at se længe nok ind i kameraet.

Han fortæller, at folk på fodboldstadioner og i lufthavne, oftest vender blikket i en samme retning, og der er rig mulighed for at sætte mange kameraer op.

Men alligevel er man nødt til at tiltrække folks opmærksomhed, for at scanne deres ansigter, forklarer Thomas Moeslund.

- Man har i engelske lufthavne for sat særlige lys op omkring kameraerne, så du helt af dig selv kigger ind i dem, fortæller han.