TV 2 ECHO

Endnu en måde at udforske sexlivet på - her får 28-årig orgasme gennem hypnose

Folk kommer både med seksuelle problemer og af nysgerrighed, siger hypnotisør Keld Petersen.

Hendes åndedræt bliver hurtigere. Begge hænder griber i sofaens grå pude.

Hun kaster hovedet bagover, så det skulderlange hår lægger sig over halvdelen af ansigtet.

Hele hendes krop er spændt. Hun begynder at grine.

28-årige Sisse Bianca Hvass har ifølge hende selv lige haft en orgasme. Men uden berøring. Kun ved hjælp af hypnotisøren Keld Petersens mundtlige instruktioner.

Hun er flere gange kommet til Keld Petersen for at få orgasmer gennem hypnose, og for hende virker det.

- Det er 100 procent virkeligt for mig, siger hun.

Både for mænd og kvinder

Keld Petersen har arbejdet som hypnotisør i tre år. Han har indtil videre haft mellem 1700 og 1800 klienter.

Langt de fleste kommer for at få traditionel hypnotisk terapi for at afhjælpe eksempelvis kroniske smerter, angst, depression og fobier. Men i et lille års tid har han også tilbudt erotisk hypnose.

Hvis folk kommer her med et seksuelt problem, leger vi ikke på nogen måde

Keld Petersen, hypnotisør

Han har haft mellem 100 og 200 personer i erotisk hypnose, og der er både mænd, kvinder og par blandt klienterne. Nogle opsøger ham, fordi de er nysgerrige og vil ”lege”, som han kalder det. Altså for at have en seksuel oplevelse gennem hypnose.

Men der er også mange, der kommer til ham, fordi de har problemer med deres sexliv.

Det kan for eksempel være impotens eller besvær med at få orgasme.

- Hvis folk kommer her med et seksuelt problem, leger vi ikke på nogen måde. Så er det en seriøs terapeut-session, hvor vi arbejder som terapeut og kunde, siger Keld Petersen.

Fra swingerklubber til tantra

Hypnose er kun én af mange muligheder, hvis man vil udforske sit sexliv i disse år.

Nysgerrige sjæle har mulighed for at kaste sig ud i alt fra swingerklubber til mere spirituelle tilbud som tantra.

Det er som udgangspunkt en god ting, at folk udforsker og eksperimenterer, mener lektor og daglig leder ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet Birgitte Schantz Laursen.

Det er hendes indtryk, at vi er blevet mere søgende i vores tilgang til sexlivet, og at det kan hænge sammen med, at det er blevet endnu en del af vores liv, som vi skal lykkes med.

- Vi har jo mange ambitioner i dag på mange områder. Alt skal være perfekt, og man skal kunne mange ting. Man skal være arbejdsmæssigt dygtig, derhjemme skal det fungere, ens børn skal være stjerner, ens hus skal se godt ud, og ens sexliv skal også bare brillere, siger hun.

Danskerne fikser sexlivet

Ifølge Birgitte Schantz Laursen viser undersøgelser, at mange danskere ikke er tilfredse med deres sexliv. Og det kan belaste parforholdet og et menneskes livskvalitet så meget, at nogle opsøger måder at komme problemerne til livs på.

- Man begynder at blive søgende og tænke, at det kan fikses med måske tantra eller parterapi eller ved at gå i swingerklub. På den måde er man opsøgende i andre retninger i stedet for at kigge indad, siger Birgitte Schantz Laursen.

Birgitte Schantz Laursen mener, at vi har en tendens til at ville fikse seksuelle problemer hurtigt. Men et godt sexliv kræver ifølge hende arbejde, og problemerne kan i mange tilfælde handle om en stresset hverdag og relationen til sin partner.

Hvis en kvinde for eksempel har det problem, at hun ikke kan få orgasme, mener lektoren, at det er naturligt at gå på jagt efter en løsning på problemet.

Men det er ifølge hende ikke helt uproblematisk, hvis folk udelukkende bruger alternativ behandling til at løse visse seksuelle problemer som eksempelvis manglende evne til at få orgasme.

- Der er jo nogle sygdomme, der kan give de her problemer, og hvis man kun opsøger alternative behandlere, kan man jo overse blandt andet parkinsonisme og sukkersyge, siger Birgitte Schantz Laursen.

Klare aftaler

Selvom mange af Keld Petersens klienter kommer til ham for at få løst et decideret problem, har det ikke været tilfældet for Sisse Bianca Hvass.

Hun stødte på Keld Petersen på nettet, hvor han søgte nogen til at prøve erotisk hypnose, og så har hun været hooked siden, som hun siger. Orgasmerne, hun kan få gennem hypnose, føles ifølge Sisse Bianca Hvass som en almindelig orgasme, men:

- De kan nok også blive vildere end dem, jeg kan få ud af normal sex, siger hun.

Jeg kører enormt skarpt på etikken i det her. For det er jo at danse lidt ude på kanten

Keld Petersen, hypnotisør

Keld Petersen fortæller, at hans erotiske hypnose aldrig indebærer, at nogen skal have tøjet af. Der foregår heller ikke berøring, der er mere end et strøg med en finger på en skulder eller arm.

Han har i det hele taget sat nogle klare regler for, hvordan det foregår, når klienter kommer for at "lege". De skal sikre, at klienten ikke får overskredet sine grænser, siger han.

Keld Petersen indgår på forhånd en aftale med klienten om, hvad hun eller han ønsker, der skal ske. Og den aftale bliver der ikke afveget fra undervejs.

Derudover filmer han med klientens samtykke hele sessionen, så alt er dokumenteret.

- Jeg kører enormt skarpt på etikken i det her. For det er jo at danse lidt ude på kanten. Selvfølgelig er det det, siger han.

Nogle vil måske tænke, at du udnytter folk til at udlevere sig selv intimt. Gør du det?

- Man deltager, hvis man har lyst. Du kan ikke tvinge folk til at gøre noget, de fundamentalt ikke har lyst til, i hypnose. Du kan ikke tvinge folk ind i en hypnotisk tilstand, som de ikke selv kan hoppe ud af, hvis de synes, det er forkert, siger Keld Petersen.