Radio24syv taber udbuddet om ny DAB-kanal
Det er i stedet den nye kanal Loud, der har fået tilladelse til at sende på det nye DAB-bånd.
Radio24syv blev ikke vinderen af DAB-kanalen, og dermed lukker stationen sandsynligvis.
Sådan lød Radio- og tv-nævnets endelige beslutning tirsdag, efter nævnet havde vurderet de tre ansøgere, Radio24syv, DK4 Radio og Radio Loud, til at drive en radiokanal på DAB-båndet.
Radio24syvs direktør, Jørgen Ramskov, er skuffet over afgørelsen.
- Det er fuldstændig grotesk at være vidne til, men sådan er det. Vi sender indtil 31. oktober. Jeg ser på nogle folk, som selvfølgelig er kede af det, men som er klar til at give den gas, siger han.
- Vi har set det som vores opgave at være efter magthaverne, og jeg er stolt af det, vi har lavet.
Mange reagerer
På Twitter har Radio24syvs programchef, Mads Brügger, ligeledes reageret på afgørelsen:
- Radio24syv har tabt, lyder det helt kort efterfulgt af en kiste-emoji.
Også flere af værterne på populære 24syv-programmer har udtrykt deres utilfredshed på de sociale medier.
Radio Loud sender til næste år
Radio- og tv-nævnet bekræfter i en pressemeddelelse, at det blev den nye kanal Loud, der har fået tilladelse til at sende på det nye DAB-bånd.
Og her var stemningen anderledes god, da TV 2 talte med kanaldirektør Ann Lykke Davidsen efter afgørelsen.
- Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige lige nu. Jamen det ser ud til, at vi har fået en radiokanal. Det er fedt, det er vildt fedt, siger hun.
Ansøgerne bag Radio Loud er en kreds bestående af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.
Det er planen, at Kulturradio Danmark A/S begynder at sende Radio Loud fra 1. april 2020.
Grundig vurdering
Hos Radio- og tv-nævnet understreger man, at der ligger et grundigt arbejde bag vurderingen af de tre ansøgninger til det nye DAB-bånd.
Ifølge nævnets formand, Caroline Heide-Jørgensen, blev de vurderet ud fra tre kriterier: Kvaliteten og realismen i plan for driften, buddet på det samlede tilskud og indholdet i de beskrevne programplaner. Og ud fra det faldt dommen.
- Vi har konkluderet, at Kulturradio Danmark A/S har præsenteret Radio- og tv-nævnet for den bedste løsning i forhold til at drive den nye DAB-radiokanal, lyder det fra formanden.
- En svær og træls situation
Den beslutning må man ifølge kulturminister Rasmus Prehn (S) respektere. Men han vil gerne takke Radio24syv "for otte spændende år".
- Vi og Radio24syv har hele tiden vidst, at det var et grundvilkår, at kanalens sendetilladelse ville gælde i en tidsbegrænset periode, og at en eventuel forlængelse ville kræve, at de vandt et udbud.
- Det ændrer ikke ved, at jeg har stor forståelse for, at der er en masse dygtige mennesker, der mister deres job – og et projekt, de har lagt hjerteblod i. Jeg forstår godt, at det er en svær og træls situation, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.