Samfund

Ny DAB-kanal: - Jeg havde sgu regnet med, vi vandt

Den nyoprettede radiostation Loud kommer til at sende fra kommende DAB-kanal, oplyser Radio- og TV-nævnet.

Det bliver en helt ny spiller på radioscenen, der de næste fire år skal sende fra en kommende statsstøttet DAB-kanal.

Det står klart efter et møde tirsdag eftermiddag i Radio- og TV-nævnet.

Ungdomsstationen radio Loud har vundet udbuddet om den nye DAB-kanal.

Derfor var glæden stor hos Louds kanaldirektør Ann Lykke Davidsen, da TV 2 talte med hende umiddelbart efter afgørelsen.

- Det er fedt, det er vildt fedt, lød det hende.

Selvom glæden var stor, så havde Ann Lykke Davidsen en klar forventning om, at Louds drøm om en DAB-kanal kunne blive til virkelighed.

Havde du regnet med, at I vandt?

- Jeg vidste godt, at vi stod rigtig stærkt. Vi har lavet et sindssygt godt bud. Så jeg havde sgu regnet med det.

Farvel til 24syv

Louds sejr betyder samtidig, at den eksisterende taleradio Radio24syv må lukke og slukke. Radio24syv såvel som DK4 Radio søgte også om tilladelse til at sende fra den nye kanal på DAB-nettet.

Vinderen af udbuddet - Radio Loud - er en kreds bestående af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.

Radio Loud vil henvende sig til de unge i alderen 15 til 32 år og blandt andet satse på konstruktiv nyhedsjournalistik.

Loud begynder efter planen at sende fra 1. april 2020.

Vandt overbevisende

Det har været en klar afgørelse ifølge Radio- og tv-nævnet, der har givet de tre bydere point på en skala. Den konkurrence cand Loud foran Radio24Syv og DK4 Radio.

- Jeg vil gerne understrege, at der ligger et grundigt arbejde bag evalueringerne af de tre ansøgninger, siger formand Caroline Heide-Jørgensen fra Radio- og tv-nævnet i en pressemeddelelse.

Inden afgørelsen var Radio24syv favorit til at vinde udbuddet. Radiostationen har eksisteret siden 2011 og opnået succes som taleradio.

Radio Loud er til gengæld en helt ny radiostation.

Millioner på vej

Den nye DAB-kanal udbydes for fire år med et årligt offentligt tilskud på 70 millioner kroner. Pengene kommer fra medieforliget og public service-puljen.

Muligheden for at søge om sendetilladelse på en ny DAB-kanal opstod, efter at Radio24syv afviste at søge om forlængelse af sin sendetilladelse på FM4-frekvensen, som radiostationen har sendt fra siden 2011.

Radio24sys afvisning skyldtes, at den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti krævede, at den station, der fremover skulle sende fra FM4-frekvensen, skulle have sit hovedsæde mindst 110 kilometer fra København.

Udbuddet af en ny DAB-kanal blev herefter set som et skræddersyet tilbud til Radio24syv, der dog endte med at tabe udbuddet.