Samfund

Kræftramte kvinder blev afvist af Ringsted Sygehus

Sagen om mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus vokser. To brystkræftramte kvinder står frem med kritik af sygehuset.

Ringsted Sygehus anklages for mangelfulde undersøgelser af kvinder, der er henvist til sygehuset på grund af mistanke om, at de har brystkræft.

To kvinder står frem i Jyllands-Posten og fortæller, at de blev afvist til et kræftpakkeforløb.

En af kvinderne, 47-årige Faika Cecilie Birk, blev akut henvist til Ringsted Sygehus i juni, fordi hun havde en knude i brystet.

- De ville kontakte mig fra Ringsted Sygehus inden for tre dage, fortæller hun.

Ringsted Sygehus afviste at sende hende i et kræftpakkeforløb uden at give hende en begrundelse. Da hun efter to måneders kamp med sygehuset alligevel fik sin undersøgelse, viste det sig, at hun havde brystkræft.

- Jeg synes, det har være kaotisk og enormt uprofessionelt, siger Faika Cecilie Birk.

- På alle mulige måder synes jeg, at det er så forkasteligt og så ringe af Ringsted.

Kostede sygehusdirektør jobbet

Dermed vokser sagen om de mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus.

Sagen begyndte i december 2018, da Region Sjælland oplyste, at der var gennemført mangelfulde undersøgelser på kvinder fra 2013 til 2017.

Ifølge Region Sjælland fik 735 kvinder i perioden 2013 til 2017 ikke de kræftundersøgelser, som de havde krav på. Den sag kostede sygehusdirektøren jobbet i februar.

Hvis der er mistanke om brystkræft, skal en kvinde udover en mammografi også tilbydes en ultralydsundersøgelse, og lægen skal undersøge brysterne med hænderne.

På Ringsted Sygehus blev kvinderne gennem fire år kun tilbudt mammografi, hvilket er i strid med de nationale retningslinjer.

Foreløbig har ni kvinder, der ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, fået konstateret brystkræft.

- Det kommer bag på mig, for de havde faktisk flere gange muligheden for at rette op på de her fejl, siger 47-årige Faika Cecilie Birk.

Minister kaldt i samråd

Tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder sagen for ”uacceptabel”.

- Det er helt uacceptabelt, at vi nu ser de her sager, hvor kvinderne er blevet afvist. Og hvor vi igen får bragt tvivl om kvaliteten af behandlingen i Region Sjælland, siger hun.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil bede Sundhedsstyrelsen om at undersøge omfanget.

- Når lægen undersøger og skriver på henvisningen, at det kan være kræft, så skal der handles på det. Det er min opgave at sikre, at det sker, siger Heunicke.

Hverken ledelsen på Ringsted Sygehus, Region Sjælland eller regionsrådsformand Heino Knudsen har ønsket at kommentere sagen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke er kaldt i samråd tirsdag klokken 14 om de 735 fejlagtige kræftscreeninger. Her vil han også blive spurgt til de nye tilfælde.