TV 2 ECHO

35-årig havde endelig fundet kærligheden – så blev hun uhelbredeligt syg

Tina Elisabeth Houmøller og hendes kæreste var parate til at åbne et nyt kapitel i deres liv, da hun blev ramt af sklerose.

Hendes arme hvilede på kørestolens armlæn.

De sitrede og var overfølsomme på en næsten uudholdelig måde. Det havde de været i nogle uger.

Hendes kæreste skubbede hende hen ad hospitalsgangen til elevatoren.

De skulle ned og have noget frisk oktoberluft i ansigtet.

- Hvad har jeg gjort for at fortjene det her, tænkte hun, da de var i elevatoren.

Hun vendte sit ansigt op mod loftet. Løftede den ene hånd.

Hun rakte fuck mod himlen.

På dette tidspunkt i efteråret 2017, havde 35-årige Tina Elisabeth Houmøllers liv i flere år set godt ud. Efter en ungdom præget af usikkerhed, depression og angst havde hun mødt kæresten Jesper Evald Mikkelsen, og de stod over for at skulle flytte til Spanien.

Men så ramte sklerosen fra den ene dag til den anden, og Tina skulle for anden gang i sit liv tage kampen op mod sin krop.

Født i en anderledes krop

Da Tina blev født, kunne alle se, at noget var anderledes.

Den lille pige manglede højre hånd. Armen endte i en fingerløs stump. Også det højre ben var væk. Som var det hugget af ved knæet og helet igen.

Lægerne fandt aldrig ud af, hvorfor hun blev født sådan.

Jeg havde det virkelig ikke godt med min krop og det at være anderledes

Tina Elisabeth Houmøller, 35

Da Tina kom i teenagealderen, begyndte hun at blive meget bevidst om sin krop, der ikke lignede de andres. Hun følte sig forkert, holdt sig meget for sig selv og ville helst bare gå i et med væggen.

- Jeg havde det virkelig ikke godt med min krop og det at være anderledes, siger Tina Elisabeth Houmøller.

Et kryds på fyrenes liste?

Tina sled sig gennem ungdomsårene med depression og angst lige i hælene. Hun var så langt nede, at hun i en længere periode ikke troede på, at det der med kærester og kærlighed var noget, der skulle blive en del af hendes liv.

- Jeg fik en overbevisning om, at der ikke er nogen, der ville være sammen med mig, og at jeg ikke ville få en kæreste, siger hun.

Men da hun kom i tyverne, dukkede fyrene op. De ville hende gerne, men Tina var altid mistroisk. Var hun bare noget, der kunne krydses af på en fyrs liste? Tjek ved at have knaldet en handicappet.

- Jeg har altid tænkt, at komplimenter kom med en lumsk bagtanke. Jeg har ikke kunnet tage det ind, når jeg har fået dem tidligere, siger Tina Elisabeth Houmøller.

Det ændrede sig i 2014.

Mødet med Jesper

Det var en af de aftener med livemusik. Pubben Irish House i Aalborg var stuvende fuldt.

Tina sad ved et bord med en veninde, da Jesper trådte ind ad døren. Han havde stort rødt skæg og havde en ”jeg-har-styr-på-det-udstråling”, husker Tina.

Han var den første mand i mit liv, som turde italesætte det med, at jeg var anderledes

Tina Elisabeth Houmøller, 35

Han satte sig ved Tinas bord, og de to talte sammen resten af aftenen.

Det næste halve år var de sammen ofte. Tina besøgte Jesper i Brønderslev. Og Jesper besøgte Tina på Mors.

Tina kunne hurtigt mærke, at han ikke var som de andre fyre, hun havde datet. Hun var blevet vant til, at hendes medfødte handicap var som en elefant i rummet. Noget som fyrene ikke talte om.

Sådan var Jesper ikke. Han kunne tale om det og være humoristisk omkring det.

- Han var den første mand i mit liv, som turde italesætte det med, at jeg var anderledes. Og som havde nosser til at sige, at han tænkte over, hvad hans kammerater ville sige til det. Det var selvfølgelig ikke rart at høre, men det gjorde, at jeg kunne tro på alt det andet, han sagde. Han viste noget troværdighed, siger Tina Elisabeth Houmøller.

Endelig tryg ved sin krop

De flyttede sammen. Alt var godt.

Jespers afslappede forhold til hendes handicap gjorde, at Tina blev tryg ved sin krop på en måde, hun ikke havde kunnet være tidligere.

Hun følte, at hun fik nemmere ved at udtrykke sin seksualitet og kvindelighed.

Tina og Jesper kunne tale om alt og gjorde det i timevis.

De havde også deres eventyrlyst til fælles. I 2017 tog de en stor beslutning.

De ville rejse til Spanien og prøve at bo der i en periode.

I løbet af sommeren kom det hele i stand. De fandt en bolig i Spanien. De havde begge fundet jobs dernede. I september sagde de deres lejlighed op og var klar til at tage af sted. Men så blev der vendt op og ned på deres planer.

En nedslående diagnose

Det startede som små føleforstyrrelser. I starten kun i det venstre ben.

Det føltes, som om hendes sanser gik amok. Blot en lille berøring af en hånd eller af beklædning mod huden var uudholdelig.

Det spredte sig til resten af kroppen.

Tina kunne mærke, at noget var alvorligt galt.

Hun gik til forskellige læger, som undersøgte hende på skift, og et par uger senere blev hun indlagt på Aalborg Sygehus.

Der fik hun beskeden: Hun havde sklerose.

Mistede troen på fremtiden

Tina husker bedst den første nat, efter hun havde fået diagnosen.

Hun lå på sin stue. Det var en tomandsstue, men den ene seng var tom.

Jesper krøb op til hende i hospitalssengen. Hun græd, han græd.

De lå og holdt om hinanden under den hvide dyne og prøvede at få det hele til at give mening.

- Vi følte nøjagtig det samme i den situation. Der var samhørighed. Vi græd og behøvede ikke at sige, hvad vi hver især tænkte, siger Tina Elisabeth Houmøller.

FAKTA: Sklerose

Sklerose er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet. Det vil sige hjernen og rygmarven.

I otte ud af ti tilfælde udvikler sygdommen sig i såkaldte 'attaks', hvor symptomerne pludselig forværres.

Cirka 16.000 danskere har sklerose. Hver fjerde holder diagnosen hemmelig.

Cirka 600 personer får hvert år stillet diagnosen. Oftest kvinder på 20-40 år.

Graden af sygdomsaktivitet kan variere meget fra person til person, og den nøjagtige årsag kendes ikke.

Sygdommen kan bremses og dæmpes, men ikke helbredes.

Kilde: Scleroseforeningen & Statens Institut for Folkesundhed

I dagene efter fik Tina at vide, hvad hun var oppe imod. Det var ikke sikkert, at sklerosen ville blive meget værre. Men der var også risiko for, at sygdommen ville blive værre, og at hun ville ende i kørestol.

Uanset hvad følte Tina, at det var uretfærdigt. Hun var født med et fysisk handicap, havde kæmpet med depression og angst, og nu kom sklerose oveni.

I starten tog det hårdt på hende. Hun røg i et hul, hvor hun mistede troen på fremtiden.

Det var så usikkert, hvad der ville ske.

Hovedet oppe i røven

Spanien var droppet.

Jesper støttede hende og forsøgte at tage det hele roligt. Han sagde til hende, at de bare kunne gøre noget andet i stedet.

I starten sled Tinas sygdom på hende og Jespers forhold. Selvom hun ikke var ramt på sin førlighed, havde hun ændret sig. Hun plejede at være initiativrig og frisk, men sklerosen gjorde hende mindre oplagt, glemsom og træt.

Hun kunne sætte en masse opgaver i gang, men glemme at afslutte dem. Jesper plejede med et smil på læben at sige:

- Nu har du haft hovedet oppe i røven igen.

Men gennem informationskurser blev de begge klogere på sygdommen og fandt tilbage til det, de gør bedst. At tale sammen og at tage tingene, som de kommer.

Et hjem med brede døre

De bor nu sammen i Viborg. Jesper har bygget et kolonihavehus, de kan bo i om sommeren.

Det er et hus i ét plan. Med adgang til en stor terrasse. Og dørene er brede nok til at en kørestol kan komme igennem. Så er de i hvert fald forberedt, hvis sklerosen skulle blive så slem.

Men ellers forsøger parret ikke at fylde deres hverdag med bekymringer om, hvad der vil ske. Der er alligevel ingen, der kan forudse, hvordan sklerosen vil udvikle sig.

I stedet har de lovet hinanden, at de vil leve hver dag.

- Vi har aftalt, at hvis der er noget, man virkelig har lyst til, så lad for helvede være med at udskyde det. For du ved ikke, hvor længe du er her, og hvor længe du har fysikken til at gøre det, siger Tina Elisabeth Houmøller.