Ikke alle er imod bandeord - har du en favorit?

16x9
Bandeord og skældsord bliver tit forvekslet. Foto: Word.

Hvilke bandeord er en stor del af dit sprog? Giv dit lortesvar nederst i artiklen.

Shit, fuck, satme, for fanden og pis!

Bandeord kan virke voldsomme, men alligevel kommer de ud ad munden på danskere i næsten alle aldre.

Vi bruger dem til at udtrykke følelser, og fordi de virker forstærkende på det, vi siger. Men vi taler også om, om vi mon bander for meget.

Det er dog ikke alle, der vil udskamme de betændte gloser.

Derfor er kommunikatør og forfatter Nanna Kalinka Bjerke aktuel med 'Den store bandebog – fuld af lort og en helvedes bunke skældsord', hvor hun fortæller, hvor de kommer fra, og hvad de egentlig betyder.

- For mig udtrykker det kreativiteten og skønheden i det grimme. Og det kan udtrykke både glæde og smerte, siger hun.

Fire kategorier

Bandeord er ikke bare grimme ord, men også ord, der ifølge sproget.dk kan betegne noget tabubelagt eller helligt.

De kan inddeles i fire store grupper: de religiøse, dem om sygdomme, dem om sex og afføring og de omskrevne.

Et eksempel fra hver kategori kunne være ord som sgu, kraftedeme, shit og for søren.

Netop på grund af det, de referer til, anses de af mange for at være upassende eller stødende. Men de skal dog ikke forveksles med skældsord som luder og idiot, der er en fornærmelse af en person.

De helt gamle

Hvor bandeord som fuck og shit er nyere og hentet hjem fra udlandet, findes der også nogle helt gamle af slagsen. Nogle af dem stammer fra før 1500-tallet.

Det gælder blandt andet de religiøse som fandengalme, satans og for helvede. Smædeord som kraftedeme og kraftstejlme, der omhandler sygdommen kræft, har også en del år på bagen.

Nogle af de mest almindelige eder er inspireret af kroppen og bruges ofte med andre ord for at understrege en følelse eller pointe. Det kan være pissesjovt, røvsygt eller lorteland.

Hvilke bandeord flyder oftest ud ad munden på dig i det daglige?

Hvilke bandeord bruger du mest?