Samfund

I dag skal Rubjerg Knude Fyr flyttes: - Vi har kun det ene forsøg

Fyret skal flyttes omtrent 70 meter længere væk fra kysten for at sikre det mod at styrte i havet.

Rubjerg Knude Fyr står i dag faretruende få meter fra at dratte lige lukt i afgrunden.

Da fyret stod færdigbygget for 120 år siden, stod det solidt 200 meter fra kysten og var omringet af boliger til fyrmesteren, hans familie og fyrmesterassistenter.

I dag ligger kun ruinerne af dem tilbage.

Vesterhavet har rusket i både huse og fundament. Og i takt med at bølgerne har ædt sig tættere på, bid for bid, er fyret blevet en stor turistattraktion.

Men tirsdag kan fyrets usikre fremtid være fortid.

Turistattraktionen Rubjerg Knude Fyr skal som det første fyr i danmarkshistorien flyttes.

Fem millioner på finansloven

Banen til flytningen blev lagt i 2018. Ikke fysisk, men politisk.

Her blev der afsat fem millioner kroner på finansloven til at flytte fyret, og siden har flytningen fået grønt lys fra både kommunen, Fredningsnævnet, Kystdirektoratet med flere.

Og det er ikke hvilken som helst opgave, der venter.

Fyret skal flyttes omtrent 70 meter længere væk fra kysten for at sikre det mod havets indtog. Men hvordan? Det spørgsmål har den lokale murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup tygget på i over to år.

Hjørring Kommune mener nemlig, at han er manden, der kan flytte fyret.

- Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, siger Kjeld Pedersen til TV 2 Nord.

Fyret trækkes i fundamentet de 70 meter, der skal sikre det mod at ryge i havet næste gang, en storm tager fat.

Forventes at tage ti timer

Én gang skal jo være den første. Derfor har den store turistattraktion de seneste måneder været omdannet til en stor byggeplads.

Fyrets fundament er blevet forstærket med både ekstra jern og beton, for det er netop dét, der skal kunne klare mosten.

Klokken otte tirsdag morgen vil fundamentet blive trukket frem til dets nye placering ved hjælp af donkrafte og hydraulik langs et udgravet spor, der strækker sig de 70 meter.

Men selvom det lyder som en manøvre, der er lige ud ad landevejen, forventes selve flytningen at tage omkring ti timer. Det til trods for at fyret allerede mandag bestod den store generalprøve og lod sig løfte ganske få millimeter fra sandoverfladen ved hjælp af 16 donkrafte, der tilsammen løftede 600 ton.

En historisk flytning

Det er ikke uden grund, at netop Rubjerg Knude Fyr bliver det første fyr, der forsøges flyttet for at redde det fra at styrte i havet.

Hvert år tager 250.000 mennesker turen op ad trapperne i Rubjerg Knude Fyr, hvilket gør det til Hjørring Kommunes absolut mest besøgte turistattraktion. Derfor følger der også en vis portion nervøsitet med ansvaret.

- Jeg bliver ked af det, hvis det går galt. Vi har kun det ene forsøg, siger Kjeld Pedersen.

Murermester Kjeld Pedersen ses her lægge sidste hånd på det store forarbejde.

Sikres kun i 40 år

Lykkes det, har fyret dog ikke nået dets endestation. Hver gang Vesterhavet rusker, bliver Rubjerg Knude nemlig mindre, så det forventes kun, at fyret kan blive stående på den nye placering de næste 40 år, før det igen vil være truet af kystlinjen.

Ifølge Per Sørensen, kystteknisk chef, flyttes fyret ikke længere væk fra kysten, fordi havudsigten er en "del af fyrets dna".

- Det er jo fantastisk at kunne stå deroppe og se vandet. Den oplevelse vil man gerne bibeholde, siger han til TV 2.

Udsigten til, at fyret skal flyttes igen engang, har fået murermester Kjeld Pedersen og to hjælpere til at skrive deres navne på det forstærkede fundament, så dem, der - måske - skal flytte fyret for anden gang, vil blive mindet om, hvem der klarede øvelsen først.

Kommunen forventer, at op mod 25.000 tilskuere - både danske og udenlandske - vil tage turen til vestkysten for at overvære den store flytning, og har derfor hyret busser til at køre fra både Hjørring og Løkken.