Demokrater vil tilføje danske nazister til amerikansk terrorliste

Gruppen Den Nordiske Modstandsbevægelse beskriver sig selv som en "revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation."

En dansk, nynazistisk gruppe skal tilføjes til den amerikanske liste over udenlandske terrororganisationer. Sådan lyder et forslag fra 40 demokratiske kongresmedlemmer.

Bliver forslaget vedtaget, kommer den danske nationalsocialistiske gruppe med navnet Den Nordiske Modstandsbevægelse i selskab med organisationer som Islamisk Stat, Al-Qaeda og Hamas.

Udover de danske højrenationalister omhandler forslaget også den ukrainske gruppe Azov Battalion samt britiske National Action, der begge tilhører den yderste, nationalistiske højrefløj.

Forslaget blev fremsat onsdag af formanden for det amerikanske antiterror-udvalg, demokraten Max Rose, i et brev til det amerikanske udenrigsministerium, og er yderligere underskrevet af 39 demokratiske kongresmedlemmer.

En revolutionær kamporganisation

Den Nordiske Modstandsbevægelse har udover i Danmark også afdelinger i Sverige, Norge, Finland og på Island.

Gruppen beskriver sig selv som en "revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation," hvis mål er at sprede propaganda og opbygge støtte blandt befolkningen som forberedelse til generel magtovertagelse i Norden.

Gruppen Den Nordiske Modstandsbevægelse er også kendt som Nordfront, og beskriver sig selv som nationalsocialister.
Gruppen Den Nordiske Modstandsbevægelse er også kendt som Nordfront, og beskriver sig selv som nationalsocialister. Foto: Nordfront

- Vi ser på nationalsocialismen som en komplet verdensanskuelse, som kan løse menneskets problemer og takle dets behov åndeligt såvel som materielt, skriver de på hjemmesiden.

Politiets Efterretningstjeneste afviser af kommentere på konkrete grupperinger, men henviser til Center for Terroranalyses (CTA) rapport ’Vurdering af Terrortruslen mod Danmark’.

Her vurderer efterretningstjenesten, at truslen fra den ekstreme højrefløj er øget – særligt mod religiøse mindretal, folk med anden etnisk baggrund og udvalgte politikere.

- CTA vurderer, at der særligt blandt personer med højreekstremistiske sympatier findes en øget kapacitet og/eller adgang til våben samt hensigt til voldsanvendelse, står der i rapporten.

Den Nordiske Modstandsbevægelse ønsker ikke at kommentere sagen.

Det er svært at sige, om forslaget bliver vedtaget. 
Det er ret tydeligt, at Demokraterne ser hvid højrenationalisme som et fokusområde, og flere republikanerne – heriblandt Trump - har også været fremme og sige, at det er et problem. Kritikere vil dog sige, at det fra republikanernes side bare er snak.
Derfor får det stor betydning, hvordan demokraterne ’sælger’ forslaget. Hvis de bruger det som et angreb på Trump og kritisere ham for selv at være hvid højrenationalist, er republikanerne nødt til at tage Trumps parti. Så er chancen for at det bliver vedtaget ikke ret stor.

Har evnerne til at udføre terrorangreb

I et telefoninterview med det amerikanske medie The Hill, understreger Max Rose, at han har kontaktet en række republikanere for også at få dem til at underskrive forslaget – men uden held.

- Det er utrolig klart, at disse grupper lige nu har evnerne til at udføre terrorangreb. De er bestemt i gang med radikaliserende tiltag, der truer deres hjemland, siger han.

Max Rose vil endnu ikke spå om, hvorvidt han tror, den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, vil føre forslaget ud i livet.

USA's liste over udenlandske terrororganisationer indeholder 84 grupper, men indtil nu er ingen af dem højrenationalistiske. Til gengæld er den spækket med radikale islamistiske organisationer.

Listen samler de grupper, det amerikanske udenrigsministerium betragter som en aktuel eller potentiel trussel mod enten USA ellers dets allierede.

Her er et udvalg af grupperne på den amerikanske terrorliste

Islamisk Stat

Al-Qaeda

Hizballah

Boko Haram

Hamas

Det Kurdiske Arbejderparti (PKK)

New Irish Republican Army