90 borgere har fået erstatning i Tibetsag
Jurister, efterforskere, it-specialister og andre arbejder fortsat med politiets optræden ved kinesiske besøg.
90 mennesker har indtil nu fået erstatning, fordi Københavns Politi for syv år siden krænkede deres ret til at demonstrere og ytre sig.
I Tibetsagen er der dermed i alt udbetalt 1,8 millioner kroner i erstatning, efter at en kommission slog fast, at politiet havde foretaget flere ulovlige indgreb i borgernes grundlæggende rettigheder.
Betjentene gik over stregen i 2012, da Kinas præsident, Hu Jintao, besøgte Danmark. For eksempel sørgede de for, at præsidenten blev hindret i at få øje på en demonstration på Højbro Plads, da hans kortege kørte forbi.
Får 20.000 kroner
Endnu er Københavns Politi ikke færdig med at vurdere erstatningssagerne. Godt 100 har sendt en ansøgning, oplyser politiet til Ritzau. Ingen har fået afslag.
Hver person får 20.000 kroner. Tidligere har desuden en håndfuld borgere fået tilkendt penge i forbindelse med retssager.
Ikke bare i politiet, men også andre steder bruges der fortsat tid og penge på at afdække politiets optræden ved kinesiske besøg. Spørgsmålet beskæftiger jurister, efterforskere, it-specialister og andre.
Tibetkommissionen kom med sin beretning i december 2017. Forud lå en gennemgang af mange tusinde sider dokumenter med mails og andet og 72 afhøringer. Kommissionen havde undersøgt håndteringen af kinesiske besøg fra 2012 og frem.
Konklusionen var, at politiets ulovlige handlinger kunne forklares med en særlig stemning, som Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste havde skabt. Desuden blev Folketinget gennem fire år misinformeret.
Men i sommeren 2018 blev kommissionen nedsat igen. Det skyldes nye oplysninger i pressen.
Politiledere tiltalt for at lyve
Dels havde kommissionen ikke fået udleveret alt materiale fra de relevante myndigheder, og dels tydede noget på, at politiet havde foretaget indgreb længere tilbage i tiden.
I sin seneste melding oplyser kommissionen, at man arbejder "ihærdigt" på flere planer. Således tjekkes over 1000 mailbokse fra flere ministerier.
Desuden er også Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i gang med en ny efterforskning. I den første blev over 400 personer afhørt.
Postyret og usikkerheden har i øvrigt sat en straffesag i stå. To politiledere er tiltalt for at have løjet, da de i et retsmøde i august 2013 blev afhørt om et kinesisk statsbesøg. Men Københavns Byret har udsat sagen på grund af kommissionens arbejde.