Ørn fangede for tung fisk - måtte svømme butterfly i land

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Selvom den er Nordens største rovfugl, måtte en havørn alligevel en tur i søen, da den tog kampen op med en stor, tung fisk.

En havørn måtte onsdag arbejde ekstra hårdt for føden i Egå Engsø nord for Aarhus.

Her var naturvejleder ved DetHeltVildt Jakob Sørensen ude for at forberede en fugletur, da det lykkedes ham at filme den store rovfugl, mens den forsøge at fange mad.

- Jeg så en havørne-han komme flyvende i luften. Og pludselig vender den 120 grader i luften og styrtdykker mod søen. Den havde fanget en fisk, men den var simpelthen for stor. Og så begynder den at svømme, fortæller han.

Havørnen er en forholdsvis stærk fugl, så Jakob Sørensen gætter på, at det kunne være en stor gedde, den havde kløerne i.

- Det eneste jeg kunne se var, at den bed store, lyse slaskede kødklumper af. Det tyder jo på, at det var en stor fisk. Men den var bag nogle buske, så jeg kan simpelthen ikke være sikker på, hvilken fisk det var, fortæller han.

Havørnen svømmer ofte butterfly

Selvom videoen er imponerende, er det bestemt ikke unormalt for en havørn at tage en svømmetur. Det fortæller Kim Skelmose, der er leder af ’Projekt Ørn’ ved Dansk Ornitologisk Forening, der har til formål at beskytte havørnen i Danmark.

- Det er simpelthen noget havørnen gør, når byttet er for tungt. Så butterflyer den med vingerne ind mod land. Det ses ofte også i udlandet, så det er ret normalt, forklarer han.

Havørnen er Nordens største rovfugl. Med et vingefang på op mod 2,6 meter kaldes havørnen for ’den flyvende dør,’ fordi den i luften har en lidt firkantet form med sine enorme vinger.

Kim Skelmose fortæller, at havørnen er blevet jaget uhæmmet i mange år, men at det siden 1990’erne er lykkedes at genetablere arten i Danmark.

- Det er en af vores succeshistorier i Dansk Ornitologisk Forening, at havørnen fik sådan en fremgang. Vi ligger nu på omkring 100 ynglepar, så det er noget af en fantastisk historie, vi har der.

Havørnen har vænnet sig til mennesker

Vil man gerne se en vild havørn i levende live, er der gode muligheder for det her i landet. Udover Egå Engsø i Aarhus, er de også forholdsvis almindelige ved blandt andet Vadehavet og ved Brændegårdssøen på Fyn.

Og ifølge Kim Skelmose er nogle ørne faktisk overraskende vant til mennesker.

- Havørnen har affundet sig med, at skal de være her i landet, skal den vænne sig til, at der er mange mennesker omkring den. Så der er rigtig mange, der er heldige nok til at se den, forklarer han.

Det kan til gengæld ikke anbefales at gå for tæt på havørnen eller dens reder. Den er nemlig bestemt ikke tam, og vil helst forstyrres så lidt som muligt.