Samfund

122 evakueret efter gasudslip

Gasudslip i Nykøbing Mors.

Midt- og Vestjyllands Politi ophævede fareområdet og afspærringen kort før midnat.

Gassen strømmede tirsdag aften ud fra en gasledning i Nykøbing Mors, og beboerne i en del af byen blev bedt om at holde sig inden døre.

Det skrev Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Ved 23.20-tiden tirsdag oplyste politiet i et tweet, at 122 personer var evakueret.

Ifølge Ritzau blev 120 af dem evakueret til et bankocenter, mens de sidste to blev evakueret til private adresser.

To personer blev tilset af en læge, og én af dem blev kørt til Thisted Sygehus til observation. Politiet oplyser til TV Midtvest, at personen er hjemme igen.

Lækken på gasledningen var omkring 20 meter nord for krydset mellem Soltoften og Ringvejen.

- Fareområdet er 300 meter mod nord op til Limfjordsvej, mod vest til Bakkegårdsvej, mod øst til Nørrebro og mod syd til Skomagerbakken, lød beskeden fra politiet på Twitter.

Beboerne i det omtalte område blev bedt om at holde sig indenfor, lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er udslippet sket, fordi man i forbindelse med underboring under en vej, har afskudt en "raket", som har ramt en gasledning.

Midt- og Vestjyllands Politi ophævede fareområdet og afspærringen kort før midnat.

Beredskabet og gasselskabet stoppede i samarbejde for gaslækket. Gasudslippet blev stoppet med klemmer i hver ende af røret.