Samfund

Trekantområdet oversvømmet: – Få barrikaderet døre og renset afløbet

- Vi drøner rundt og pumper vand væk fra de store veje, siger operationschef.

Knap er efterårsferien begyndt for de danske familier, før regnen siler ned og skaber problemer.

Særligt hårdt er det gået ud over Vejle, Kolding og Vejen Kommune, hvor beredskabet fredag aften arbejder på højtryk for at få bugt med store vandmasser.

- Vi har fået rigtigt meget vand. Der er rigtig mange huse, der står med vand i stuerne, og alarmtelefonen fortsætter bare med at ringe, siger operationschefen ved Trekantområdets Brandvæsen, Casper Christensen, til TV 2.

Boligkvarter står under vand.

Politiet har ligeledes været ude med en opfordring til at køre efter forholdene på grund af flere mindre uheld på motorvejene.

Få barrikaderet dørene

Beredskabsfolkene arbejder tæt sammen med kommunerne, ligesom beredskabsfolk fra andre steder i landet sender både mandskab og pumpeudstyr til Trekantområdet for at assistere.

- Vi drøner rundt og pumper vand væk fra de store veje, vi har haft dykkere nede for at hjælpe sluserne i Vejle med at lukke i en fart, og så er vi hjemme hos folk, hvis hjem er oversvømmet, siger Casper Christensen.

Har du billeder eller videoer af vandmasserne, kan du sende dem til TV 2 på 1234@tv2.dk

Ifølge operationschefen er der forholdsregler, som borgere selv kan tage, hvis de enten frygter en oversvømmet stue eller er ved at få en.

- Brug sandsække til at barrikadere døre og andre åbninger. De kan fås i de fleste kommuner, hvis man ikke selv har nogen. Derudover gælder det om at få renset afløbet. Vi har flere gange kunnet afhjælpe problemet blot ved at fjerne et par blade, siger Casper Christensen.

Grænserne for kraftig regn er brudt

De seneste 24 timer er der faldet 40 til 50 millimeter regn i den sydlige del af Jylland. Det betyder, at grænsen for det, man kalder kraftig regn, er overskredet.

- Kraftig regn, der kan give oversvømmelser og akvaplaning, er, når der falder 24 millimeter på seks timer. Der er faldet hele 31 millimeter i det sydlige Jylland på den tid, siger Anders Brandt, der er meteorolog ved TV 2 Vejret.

Også i Vonsild har beredskabet måtte rykke ud efter de store mængder regn. Video: Albert Schmidt Møller

Det dårlige vejr var varslet, men det gør det ikke sjovere for dem, det går ud over – og som om det ikke var slemt nok, så har der også været vindstød af hård, stormende kuling i samme område.

- Det i forvejen våde efterårsvejr har gjort, at jorden er mættet med vand, og den nyfaldne regn vil derfor samle sig på marker og lavtliggende områder, som oversvømmes. Noget, man er særligt eksponeret for i Vejle, forklarer Anders Brandt.

Vejen Kommune er den kommune i landet, der har fået mest regn af alle. Dagen igennem er der faldet mere end 50 millimeter.

Håb forude

Selvom alarmopkaldene fortsætter med at komme ind til beredskabsfolkene i Trekantområdet, så melder operationschefen, at regnen er stilnet lidt af.

Optagelser viser de store vandmængder, der har oversvømmet Vejle.

Og det bekræfter meteorologen. Der er dog ikke godt nyt for alle.

- I Trekantområdet hører regnen op først på natten, men den breder sig mod syd og øst. I Sønderjylland, på Fyn og på store dele af Sjælland kan der, når regnmålerne tømmes i morgen tidlig, være faldet 30 til 40 millimeter, siger Anders Brandt.

Oversvømmelserne bevæger sig østpå

Ifølge Jarl Vagn Hansen, der er beredskabsdirektør i Trekantområdets Brandvæsen, så er de første anmeldelser om oversvømmelser i Middelfart nu begyndt at tikke ind. Det oplyser han på TV 2 NEWS.

- Jeg kan godt bekræfte, at regnen bevæger sig østpå, for vi har fået de første anmeldelser fra Middelfart, hvor vi også er ude at pumpe nu, siger han.