Samfund

90 procent af verdens befolkning indånder usund luft - 34 byer i hele verden vil rense luften

Blandt de 34 byer er København. De radikale har et forslag til, hvordan vi skal mindske luftforureningen herhjemme.

Indbyggere i storbyerne skal indånde renere luft.

Det står i en aftale, som 34 borgmestre fra forskellige byer i verden har skrevet under på til klimatopmødet C40, som i denne uge afholdes i København.

Aftalen betyder, at de 34 borgmestre forpligter sig til at sætte mål for at nedsætte luftforureningen i storbyerne med en ambition om at bevæge sig ned mod Verdenssundhedsorganisationen, WHO's, anbefalinger. Ifølge WHO indånder 90 procent af verdens befolkning usund luft.

Hvad skal de mennesker, der bor herinde i byen, gøre? De lever med den her luftforurening og kan ikke bare lige flytte

Ida Auken, klimaordfører for de radikale

De 34 byer tæller blandt andet København, Barcelona, Stockholm, Sydney og Tokyo.

- Indbyggere, unge og ældre, har ret til ren luft. Og vi har en forpligtigelse til at afsøge enhver mulighed for at forbedre luften i vores byer, siger overborgmester i København, Frank Jensen (S), i en pressemeddelelse fra klimatopmødet.

- Bilister må skifte deres bil eller cykle

Et af de partier, som har et bud på, hvordan danske storbyer skal gribe det an, er de radikale. I en del af deres finanslovsudspil foreslår de såkaldte 'ren luft-zoner' i store danske byer. Et forslag, der bakkes op af Enhedslisten.

Konkret går forslaget ud på, at de mest forurenende køretøjer ikke skal have lov til at køre i eksempelvis Indre By og brokvartererne i hovedstaden - allerede fra 2020.

Desuden skal biler i 2020 leve op til Euronorm 5 og i 2022 til Euronorm 6, som sætter EU's grænser for, hvor meget nye biler må forurene.

I sin tale opfordrede hun blandt andet til at lytte til børnene og de unge Video: Julie Almann Larsen

På spørgsmålet om hvad de berørte bilister skal gøre, hvis forslaget bliver vedtaget, svarer de radikales klimaordfører, Ida Auken, at de må skifte deres bil ud eller benytte kollektiv trafik eller cykle.

- Hvad skal de mennesker, der bor herinde i byen, gøre? De lever med den her luftforurening og kan ikke bare lige flytte. De dør tidligere her i byerne, siger Ida Auken.

220.000 færre dødsfald

Ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet dør 3200 danskere om året på grund af luftforurening.

Kigger man kun på København, er tallet 550 mennesker om året ifølge en undersøgelse lavet af Københavns Kommune og Google. Hertil skal lægges, at forureningen er årsag til cirka 20.000 tilfælde af blandt andet astma, luftvejslidelser og lungekræft.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at et moderne land som Danmark stadigvæk accepterer, at vi mister måske op til 3000 mennesker om året på grund af luftforurening, lyder det fra Ida Auken.

Ifølge pressemeddelelsen fra klimatopmødet vil renere luft betyde 220.000 færre tidlige dødsfald. Konferencen i København slutter fredag.