Bil og scooter kører sammen i alvorlig ulykke ved Rødekro

En helikopter er på vej til Rødekro, hvor der er sket en færdselsulykke onsdag morgen, oplyser politiet.

Onsdag morgen fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke ved Nørre Hostrupvej ved Rødekro. En bil og en scooter var kørt sammen.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 08.11, og kort før klokken 09.00 er vejen fortsat spærret. Det vil den være et stykke tid, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Én person er kommet til skade, og det er formentlig manden på scooteren, lyder det fra vagtchefen, der tilføjer, at en helikopter er kaldt til stedet.

Spurgt til, hvilken tilstanden personen befinder sig i, lyder svaret:

- Det er en alvorlig ulykke. Vi har endnu ikke fået yderligere detaljer.

De pårørende er endnu ikke underrettet.