Samfund

Vestager slap uskadt gennem sin sidste eksamen

Europa-Parlamentet gik aldrig for alvor i kødet på en velforberedt Vestager, som allerede nu er godkendt som kommissær.

- Det var en lang høring. Og der var meget varmt derinde. Men det var også en god oplevelse.

Sådan lød det fra Margrethe Vestager, lige efter hun tirsdag havde været igennem en tre timer lang høring i Europa-Parlamentet.

Og hendes høring lignede da også umiddelbart en bedre oplevelse, end hvad mange af hendes kommende kommissærkolleger har måttet udstå under deres høringer, hvor flere ikke er bestået i første omgang.

Ifølge det danske medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S) er Vestager dog allerede bestået. Godkendelsen bliver officiel onsdag, og dermed kan hun om få uger begynde sit andet mandat som dansk EU-kommissær. Denne gang med mere magt og for et betydeligt større område, som også indbefatter Europas digitale fremtid.

Velforberedt Vestager

Ifølge Christel Schaldemose skyldtes den blide behandling mest af alt, at Vestager havde forberedt sig til tænderne.

- Hun svarede på det, der blev spurgt om, klart og præcist. Hvis nogle af de andre kommissærkandidater havde gjort det samme som hende, var de nok heller ikke kommet i vanskeligheder, siger Christel Schaldemose.

Kun én gang i løbet af høringen kom Margrethe Vestager til kort: På et spørgsmål om, hvad hun ville gøre ved illegal streaming af sport på nettet, svarede danskeren:

- Av, nu troede jeg lige, jeg havde forberedt mig så godt. Men det der har jeg slet ikke forberedt mig på.

Ifølge Margrethe Vestager selv, var høringen en god oplevelse. Der var endda også tid til selfies.

Spørgsmål om dobbeltrolle

Et spørgsmål blev dog hængende i luften: Om det er en god idé, at Margrethe Vestager som kommissær vil skulle samarbejde tæt med virksomheder om udviklingen af det digitale Europa, samtidig med at hun skal sikre, de samme virksomheder overholder konkurrencelovgivningen.

Vestager anerkendte under høringen, at det er noget, hun skal være opmærksom på. Men ifølge tyske Markus Ferber fra den konservative EPP-gruppe, svarede Vestager en anelse for generelt på spørgsmålet.

- Jeg har stadig nogle bekymringer på det område, siger Markus Ferber, men understreger dog, at Vestager generelt leverede en imponerende præstation.

Google søger på dig

En af Margrethe Vestagers første udfordringer bliver, at den nye EU-Kommission inden for 100 dage vil komme med et lovforslag om kunstig intelligens. Derudover nævnte Margrethe Vestager også flere andre områder, hvor EU-borgerne i løbet af de næste fem år kan forvente handling.

En kæphest for den nye digitale kommissær er en mere fair beskatning af tech-giganter. Det har EU-landene indtil videre afvist, men Vestager er ikke desto mindre fortrøstningsfuld.

- Tiden modner mange ting. Og det er svært at fortælle virksomheder, som betaler deres skat, at det er der nogle andre, der ikke behøver. Det er efter min mening en uholdbar position, siger hun.

Derudover understregede Vestager, at der er brug for mere effektiv regulering af den måde, hvorpå virksomheder indsamler, bruger og deler vores data.

- Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at det ikke er dig der søger på Google, men Google der søger på dig, lød det fra Vestager.