Støttepartier: Vi tager stærkt afstand fra øget overvågning
Regeringens støttepartier kalder kommende 'sikkerhedspakke' en glidebane og er bekymrede over retssikkerheden.
Radikale Venstre og Enhedslisten tager afstand fra statsministerens forslag om "massivt" øget overvågning i det danske samfund. SF mener omvendt, at der er brug for skrappe tiltag.
Det fortæller partiernes retsordførere.
- Vi tager stærkt afstand fra den massive udrulning af den her masseovervågning. Situationen er alvorlig, men vi skal ikke løse virkelige problemer ved at skabe falsk tryghed, siger Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard.
Han kalder det skruen uden ende, hvis politiet sætter 300 kameraer op, som regeringen vil foreslå.
- Det bliver en glidebane. Hvad skal man gøre, næste gang der sker noget. Skal man så sætte 300 nye kameraer op? siger han.
Nervøs for retssikkerheden
Enhedslisten er ligesom Radikale uenig med Mette Frederiksen i, at der er brug for øget overvågning.
- Jeg er meget bekymret for retssikkerheden og alt den overvågning, der er i regeringens pakke, siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.
Partiet ser det dog som fornuftigt at samle registre for kameraer, som regeringen også lægger op til.
Et nyt kapitel i retspolitik
SF er positive over for forslaget om øget overvågning. Partiet ønsker dog, at øget overvågning bliver ledsaget af øget tilsyn.
- Vi står i en ekstraordinær situation. Vi har kriminelle, der sprænger bomber i vores by, og det åbner for et nyt kapitel i vores retspolitik.
- Hvis SF skal overveje at gå ind i det her, kommer vi til at kræve mere tilsyn med, hvordan man anvender kameraer og nummerplade-skannere, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.
Regeringen vil torsdag fremlægge en såkaldt 'sikkerhedspakke.' Det fortæller Mette Frederiksen (S) i et interview med Berlingske tirsdag.
Med pakken lægger regeringen ifølge statsministeren op til en "massivt" øget overvågning i det danske samfund.
Den er blandt andet en konsekvens af sommerens eksplosioner i København.