Ældre betalte overpris for maden i årevis

16x9
Beboerne på Else Mariehjemmet i Humlebæk har i flere år betalt for meget i kostpenge. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

En beboer på plejehjem har betalt næsten 12.000 kroner for meget. Pengene bliver refunderet.

Beboerne på Else Mariehjemmet i Humlebæk har i en årrække betalt for meget i kostpenge. Det har bestyrelsen for plejehjemmet nu erkendt, og de nuværende beboere på hjemmet vil få penge retur.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

For en enkelt beboer drejer det sig om et beløb på 11.920 kroner, som dækker for megen indbetalt kostpenge fra 1. januar 2016 til september 2019. Plejehjemmet har 29 boliger, og beboerne vil få refunderet det beløb, de har betalt for meget, mens de har boet på hjemmet, dog kun tilbage til januar 2016.

Satserne er blevet kontrolleret

Else Mariehjemmet er et selvejende hjem under Fonden Mariehjemmene, der er paraply for 19 Mariehjem over hele landet. Her bekræfter fondens konstituerede direktør, Margrete Pump, sagsforløbet.

- Der er på et tidspunkt lavet en fejl i beregningen af niveauet for kostpenge, og den fejlberegning er ukritisk ført videre gennem årene, uden at hjemmet eller vi har opdaget det, hvilket vi er meget kede af. Sagen har gjort, at vi har kontrolleret satserne på de øvrige hjem, og der er ikke fundet en lignende fejl, siger hun.

Af afgørelsen kan man læse, at beboerne er blevet opkrævet 4080 kroner til kost per måned i 2019, selvom der er fastsat en maksimal egenbetaling for madservice, hvor taksten er fastsat til 3685 kroner per måned.

Beboernes pårørende har fået hjælp fra Ældre Sagen til at få udredt sagen, som kalder Nina Bruun, konsulent på plejehjemsområdet, kalder usædvanlig.

- Der har været debat om, hvorvidt taksterne generelt er sat for højt eller for lavt, men det er første gang, at jeg hører om en sag, hvor der er blevet krævet for mange penge ind. Taksterne på kostområdet er normalt nemme at gennemskue - netop fordi der er sat en maksimalgrænse fra centralt hold. Ved alle andre ydelser som vask, rengøring og indkøb er det kommunerne, der kan fastsætte taksterne, siger hun.