Samfund

Magasin kårer Bornholm til Europas næstbedste ferieø

Bornholm er nummer to på listen over de bedste ferieøer i Europa og slår dermed Kreta og Mallorca.

Der er ikke kun sol over Gudhjem, men hele Bornholm i dag.

Klippeøen i Østersøen er kåret som Europas næstbedste ferieø af verdens største rejsemagasin, Condé Nast Traveller.

600.000 læsere har stemt på deres favorit i en række kategorier, og her slår Bornholm kendte øer som Kreta, Sicilien, Korsika og Mallorca.

Den kroatiske ø Hvar tager førstepladsen, mens sidste års nummer et, Mykonos i Grækenland, må tage til takke med en tredjeplads.

Bornholm erobrede andenpladsen i et felt med 223 nominerede øer.

Condé Nast Traveller skriver, at Bornholm er en "solrig udflugt" for både danskere og turister. Magasinet fremhæver blandt andet øens særlige natur med hvide sandstrande, naturskønne klipper og et levende kreativt miljø kendt for sin glaskunst og keramik.

Et museum fremhæves særskilt:

- Besøg Bornholms Kunstmuseum, et museum kendt for sin modernistiske facade på øens nordlige kyst, der har malerier fra starten af 1800-tallet, skriver magasinet, der også anbefaler en tur på restauranten Kadeau, der serverer nordiske specialiteter.

- Bornholm er stadig relativt uopdaget

I turistorganisationen VisitDenmark er glæden ikke til at overse.

- Når læserne har valgt Bornholm foran øer, der er langt mere kendte globalt, handler det om, at rejsende i dag søger de ukendte perler og uopdagede destinationer. Og her er Bornholm en dansk hemmelighed set fra et globalt perspektiv – i hvert fald lidt endnu, siger PR- og pressemedarbejder Kathrine Simonsen fra VisitDenmark.

Hos den lokale turistorganisation Destination Bornholm har man også svært ved at få armene ned.

- Det er en flot anerkendelse af Bornholm som feriedestination. Brandingværdien af kåringen er stor, og den kan vi i høj grad bruge i markedsføringen af øen både her og nu og i de kommende år, siger direktør Pernille Kofod Lydolph, Destination Bornholm.

Condé Nast Traveller-læsernes top-ti

  1. Hvar, Kroatien
  2. Bornholm, Danmark
  3. Mykonos, Grækenland
  4. Paros, Grækenland
  5. Kreta, Grækenland
  6. Sicilien, Italien
  7. Sardinien, Italien
  8. Ibiza, Spanien
  9. Mallorca, Spanien
  10. Korsika, Frankrig