To måneder gammel baby var tæt på at dø - blev reddet af frivillig

Da ulykken var ude for familien Søltoft, nåede dansk frivillig frem før ambulancen. Det priser familien sig lykkelig for i dag.

Det tog ikke mere end 30 sekunder.

Han er væk

Johan Søltoft til Alarmcentralen

Det nybagte forældrepar Anne-Mette og Johan Søltoft havde lagt deres to måneder gamle søn, Knud, til at sove til middag, da de pludselig hørte, at den lille dreng begyndte at hive febrilsk efter vejret.

30 sekunder efter de registrerede lyden, stoppede hans vejrtrækning helt, og de stod i en potentielt fatal situation.

Forældreparret Anne-Mette og Johan Søltoft hørte på babyalarmen, at Knud Sølvtoft havde svært ved at trække vejret. Den dag var han forkølet og fik slim fra halsen galt i luftrøret.
Forældreparret Anne-Mette og Johan Søltoft hørte på babyalarmen, at Knud Sølvtoft havde svært ved at trække vejret. Den dag var han forkølet og fik slim fra halsen galt i luftrøret. Foto: TV 2

- Han er blå, sagde Anne-Mette Søltoft - tydeligt oprevet - til kvinden i røret fra Alarmcentralen. Det har parret senere hørt på optagelsen af opkaldet.

Parret blev guidet til at yde førstehjælp på den lille dreng, men håbet svandt ind.

- Han er væk, lød det fra Johan Søltoft.

Lige hér kunne historien være endt tragisk, da minutterne og sekunderne efter et hjertestop er altafgørende for overlevelse.

Men det gjorde den ikke.

Idet der blev trykket 1-1-2 på telefonen, blev der nemlig også sendt en alarm ud til byens frivillige, der yder førstehjælp. Og flere var på vej.

Ti minutter hurtigere end ambulancen

Via en app på sin telefon fik Mads Ravn beskeden om, at der var brug for hjælp.

Han løb straks afsted mod adressen i Middelfart, og han er en af grundene til, at Knud Søltoft lever i dag - seks måneder senere.

Mads Ravn opfordrer i dag alle, der kan, til at melde sig som frivillig under 'Danmark redder livs' fane.
Mads Ravn opfordrer i dag alle, der kan, til at melde sig som frivillig under 'Danmark redder livs' fane. Foto: TV 2

Sammen med to andre frivillige fra projektet 'Danmark redder liv' nåede de frem til familiens stue efter bare seks minutter. Ambulancen kom efter 16.

Derfor kunne den uddannede helikopteredder begynde den livsvigtige hjertelungeredning på den lille dreng.

En redning, der i sidste ende fik Knuds luftveje fri.

- Han var helt slasket i starten, men jeg kunne mærke, at der kom flere kræfter i ham, og han fik en lille smule mere farve, fortæller Mads Ravn.

Hjertestop i Danmark

I Danmark er der årligt cirka 3500 personer, der får hjertestop udenfor hospitalet.

Disse menneskers chancer for at overleve øges betydeligt, hvis der ydes førstehjælp hurtigt.

Ved et hjertestop, hvor der ikke ydes førstehjælp, vil kun 1 ud af 30 overleve. Ydes der førstehjælp gælder det en ud af otte.

At flere danskere har meldt sig som eksempelvis frivillige har betydet, at antallet af overlevende er steget fra knap 150 personer i 2002 til over 500 i 2014.

Kilde: 'Danmark redder liv'

Da ambulancen kom, havde Knud Søltoft fået mere farve, og han var begyndt at trække vejret selv.

Risiko for alvorlig hjerneskade

I alt er der 5000 frivillige, som er en del af 'Danmark redder liv', der blev iværksat i Region Syddanmark, Region Sjælland og organisationen Dansk Folkehjælp i efteråret 2018.

Ved at melde sig får frivillige - ligesom i Knuds tilfælde - besked, hvis der er hjertestop i nærheden, så de kan træde til hurtigt.

Når det er ens nærmeste, det gælder, så har man vildt mange følelser, og man går i panik

Anne-Mette Søltoft

I otte ud af ti tilfælde er der en frivillig i nærheden, der smider, hvad de har i hænderne, og kommer til undsætning - og i mange tilfælde når de frem hurtigere end ambulancen.

Havde Knud Søltoft skullet vente 16 minutter, havde det haft enorme konsekvenser, fortæller overlæge på Odense Universitetshospitel og initiativtager til 'Danmark redder liv' Finn Lund Henriksen

- Så lang ventetid, hvor du ikke har kredsløb og dermed ikke ilt til hjernen, vil med stor sandsynlighed medføre alvorlig hjerneskade, siger han.

Der findes to alarmberedskab for frivillige, der yder førstehjælp ved hjertestop i Danmark:

Danmark redder liv
VS
Hjerteløber
Geografi
Region Syddanmark og Region Sjælland
Region Hovedstaden og Region Midtjylland (men også resten af landet)
Organisation
Dansk Folkehjælp
Trygfonden
Antal frivillige
5.000
35.000
Krav til frivillige
Skal bestå førstehjælpskursus og aflevere børneattest
Ingen krav

Mangel på frivillige

Derfor er familien Søltoft evigt taknemmelig for, at de fik den rette hjælp tids nok.

- Når det er ens nærmeste, det gælder, så har man vildt mange følelser, og man går i panik, siger Anne-Mette Søltoft.

- Vi er dybt taknemmelige. Man kan ikke rigtig betale dem tilbage. Hvad dælen skulle man give dem, der er ens søns liv værd? siger Johan Søltoft.

I dag er Knud otte måneder gammel, og han er sund og rask takket været indsatsen i starten af året.
I dag er Knud otte måneder gammel, og han er sund og rask takket været indsatsen i starten af året. Foto: TV 2

For Mads Ravn har oplevelsen fået det til at stå klart, hvad det betyder for ham at være en del af 'Danmark redder liv'.

- Det er en glæde at gøre en forskel, og det er også en glæde at vide, at hvis man selv en dag har behov for det samme selv, så er der måske en, der har lyst til at hjælpe, siger han.

Han håber derfor, at flere vil melde sig som en del af holdet. Der mangler endnu 3500 frivillige i Syddanmark og på Sjælland.