Medier glemte dansk kvindelig verdensmester
Flere medier glemte, at Danmark allerede har en dansk kvindelig verdensmester i landevejscykling i deres dækning af Mads Pedersens VM-guld.
Armene var højt hævet i medierne efter Mads Pedersens sejr ved verdensmesterskaberne i landevejscykling. Det var noget af en bedrift.
På forsiden af Politiken kunne man mandag se et stort billede af Mads Pedersen og læse billedteksten: ”Mads Pedersen blev den første danske vinder af et VM i landevejsløb nogensinde”.
Mens Ekstra Bladets sportschef i en kommentar skrev: ”VERDENSMESTER i landevejscykling! Nu er titlen dansk. For første gang nogensinde, selvom vi har haft masser af verdensklasseryttere, så er det aldrig lykkedes før at gafle titlen i cykelsportens mest eftertragtede endagsløb”.
Men det er bare ikke rigtigt. Den kvindelige danske cykelrytter Amalie Dideriksen blev verdensmester i landevejsløb i 2016.
"Vi fik ikke lavet vores research ordentligt"
Politikens chefredaktør, Christian Jensen, kom med en klokkeklar erkendelse af fejlen i dagens udgave af 'Presselogen' på TV 2 NEWS.
- Der er ikke så meget bortforklaring her. Det var en fejl. Vi blev nok lige så overraskede over, at det lykkedes for Mads Pedersen at blive verdensmester, så vi ikke fik lavet vores research ordentligt. Dagen efter bragte vi en rettelse i fejl og fakta, lød det fra Christian Jensen i Presselogen.
Også Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, erkendte, at forarbejdet ikke har været i orden.
- Det er lidt dårlig research. Sportsredaktøren har ikke lige fanget, at der har været danske verdensmestre før. Der har faktisk også været en mand allerede i 1994. Det var bare blandt amatører, sagde Poul Madsen i 'Presselogen'.
Udtryk for en generel tendens
Kirsten Frandsen er professor på Aarhus Universitet og forsker i sportsjournalistik. Hun mener, at forglemmelsen af Amailie Dideriksen er et udtryk for et generelt problem.
- Jeg ser et billede, hvor kvinder bliver dækket i meget, meget mindre omfang end mænd gør. Og sådan har billedet set ud i mange år, og det har stort set ikke bevæget sig i de mange år.
- Det er for mig at se udtryk for, at man ikke tager sin journalistiske opgave alvorligt og måske bare har overladt det til de rene markedskræfter - og lader dem vurdere, hvad der er salg i, og hvad der tiltaler det nuværende publikum på stofområdet, sagde Kirsten Frandsen i 'Presselogen'.
Men det mener Ekstra Bladets chefredaktør er helt naturligt.
- Selvfølgelig er der forskel på kvindelige cykelløb og mandlige. På Ekstra Bladet dækker vi det, der er mest interessant. Mandlige cykelløb er meget mere interessante end kvindelige. Det er en langt større sport, og der er langt flere, der gider at se det.
Men den tankegang bider sig selv i halen, mener Kirsten Frandsen. Mindre omtale, færre sponsorer, færre penge og dermed mindre mulighed for at talentudvikle og styrke kvindesporten.
- Der er fra de kvindelige idrætudøveres side det problem, at kvinder ikke får de samme muligheder for – via eksponering i medierne – at tiltrække sponsorinteresser og dermed få økonomisk støtte til deres idræt, sagde Kirsten Frandsen.
Du kan se eller gense hele 'Presselogen' på TV 2 Play.