Samfund

Danmark modtager 268.000 ton affald fra udlandet - mens dansk affald ender i Asien

De danske forbrændingsanlæg modtog 268.000 tons affald fra udlandet i 2017. Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Chef for organisation kalder det 'fuldstændig tosset', at Danmark både eksporterer og importerer affald.

Tonsvis af affald fra lande som Irland, Italien og England bliver hvert år sendt til forbrændingsanlæg i Danmark.

De nyeste tal fra Miljøstyrelsen viser, at de danske forbrændingsanlæg modtog 268.000 tons affald fra udlandet i 2017.

Samme år fragtede Danmark mere end 48.000 tons sorteret plastaffald ud af landet, fordi vi ikke har teknologien til at håndtere det, og fordi behandlingen af det er for dyr.

- Det virker fuldstændig tosset, at vi på den ene side eksporterer affald, mens vi importerer med den anden hånd. Det er jo skruen uden ende, siger Anne Aittomaki, programchef hos organisationen Plastic Change.

TV 2 kunne mandag afdække, at dansk affald dumpes i Malaysia, mens andet brændes under ukontrollerede forhold på fabrikker i Indonesien.

Midlertidig løsning

De lande, der sender affald til forbrænding i Danmark, har endnu ikke systemer klar til at brænde deres eget affald. Derfor er det mere klimavenligt at sende det til Danmark, siger Marie Münster, der er professor ved DTU, til TV 2.

Hun understreger dog, at det kun er en midlertidig løsning.

- I dag kan det være en okay idé at importere det her affald – men på sigt skal vi holde op med det. Vi skal ikke bygge anlæg for at importere affald. Vi skal have anlæg, der kun passer til den mængde affald, vi har herhjemme, lyder det.

Marie Münster siger, at der i dag er en overkapacitet i Danmark, som gør det muligt at brænde affald fra andre lande. Overkapaciteten er blandt andet opstået, fordi Danmark er blevet bedre til at udsortere affald.

- Vi står i den situation, at nogle lande putter deres affald i deponi på lossepladser. Der kan det være et bedre alternativ, at vi brænder det med vores høje energiudnyttelse til at producere el- og fjernvarme, end det er at efterlade det på lossepladser, hvor det kan udlede metangas, siger hun.

Naturfredningsforening: Luk forbrændingsanlæggene

I Danmarks Naturfredningsforening mener man, at der skal lukkes helt ned for forbrændingsanlæg i Danmark.

- Det er et politisk ansvar i Danmark at sikre en udfasningsplan for vores forbrændingsanlæg. Vi har en overkapacitet - det er det, der er kernen i problemet her. Derfor skal de lukke og erstattes af reel vedvarende energi. For når vi brænder, så udleder det CO2, og vi mister vigtige ressourcer, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Importen af affald er en god forretning for Danmark – de udenlandske kunder betaler cirka 500 kroner per ton affald, Danmark tager imod.