Presselogen

Greta Thunberg er ikke den første: 12-årig canadisk pige talte på FN's miljøtopmøde i 1992

- Midt i min frygt er jeg ikke bange for at dele mine følelser med resten af verden, sagde Severn Cullis-Suzuki på FN's miljøtopmøde i 1992.

Er der én person, der kan sætte sig ind i, hvordan 16-årige svenske Greta Thunberg følte, da hun i sidste uge skældte verdens ledere ud på FN's klimatopmøde i New York i sidste uge, er det 39-årige Severn Callis-Suzuki fra Canada.

- Jeg burde slet ikke stå heroppe. Jeg burde være i skole. I ser håb i os unge mennesker - hvor vover I? I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord, sagde Greta Thunberg blandt andet.

Seven Cullis-Suzuki var 12 år, da hun i 1992 holdt tale på FN's topmøde om miljøet i Rio de Janeiro i Brasilien.

- Midt i min frygt er jeg ikke bange for at dele mine følelser med resten af verden, sagde Severn Cullis-Suzuki i talen, hvor hun blandt andet skældte de vestlige lande ud for overforbrug og for at drive rovdrift på naturens ressourcer.

Severn Cullis-Suzuki er datter af den canadiske miljøforkæmper David Suzuki, og hun havde selskab af andre børn, da hun i 1992 var i Rio, fortæller hun.

- Mine forældre er miljøforkæmpere, men der var intet pres på mig, og jeg var ikke alene i Rio. Der var flere børn med. Jeg sagde det, jeg selv troede på, siger Severn Cullis-Suzuki i dag til TV 2 på en Skype-forbindelse fra hjemmet fra British Columbia i Canada, hvor hun bor med sin familie - mand og to børn.

- I 1980'erne var vi et lignende sted blandt andet med hensyn til klimaforandringerne, siger Severn Cullis-Suzuki.

Hendes liv blev ændret

Hun fortæller, at talen i Rio ændrede hendes liv i en periode.

- Jeg fik masser af opmærksomhed i begyndelsen. Mit liv forandrede sig, men det var næsten kun positivt, siger Severn Cullis-Suzuki.

Hun siger, at hun blev hørt af alle toplederne, der var samlet i Rio.

- De ændringer, der kom ud af det møde, var radikale. Så der blev lyttet til mig, siger Severn Cullis-Suzuki.

Hun siger også, at verden i dag er anderledes, end den var, da hun holdt sin tale i Rio.

- Dengang var der ikke internet, og de sociale medier er også kommet til siden dengang.

En lang række af verdens stats- og regeringschefer er mandag samlet til klimatopmøde i New York. Video: David Buch

Gretas platform er stærkere

Det giver ifølge Severn Cullis-Suzuki gode betingelser for, at Greta Thunbergs budskab bliver hørt af politikerne. og at hun får gennemført de ændringer, hun ønsker.

- Hun har en meget større og stærkere platform, og hun er jo velformuleret, siger Severn Cullis-Suzuki.

Hun hylder Greta Thunbergs mod, men advarer mod at sætte hende op på en piedestal.

- Folk elsker at sætte nogen op på en piedestal for så at pille dem ned igen. Men der er jo folk derude med værre budskaber end hendes, og der er også rollemodeller, der kunne være meget værre end hende, siger Severn Cullis-Suzuki.

Professor: Det er interessant, hvor længe det holder

Oluf Danielsen, professor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet (RUC), er dog i tvivl om, hvorvidt Greta Thunberg bliver ved med at få den samme opmærksomhed, som hun får i øjeblikket.

- Det interessante er jo, hvor længe holder det, og hvor længe holder medierne til at skrive om det i det tempo, det bliver gjort i øjeblikket. Måske bliver det som at prikke en ballon i stykker om et par år, siger Oluf Danielsen til TV 2.