Samfund

FE-chef blæser til angreb mod cyberspioner: Vi har en hær af hackere klar

Hackerne forsøger at trænge ind og finde hemmeligheden, siger Lars Findsen.

Angreb er det bedste forsvar. Derfor har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en mindre hær af statsansatte hackere klar til at imødegå cybertruslen mod Danmark.

Det siger Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste i et interview med Berlingske.

- Der er en lige linje til at operere militært i cyberspace. Du skal hacke dig ind i systemerne og i stedet for at trække oplysninger ud, så skal du lægge noget malware ind, der kan få systemer til at holde op med at fungere, siger han.

Malware er en fællesbetegnelse for en række kategorier af computerprogrammer, der gør skadelige eller uønskede ting på de computere, de kører på.

Konservativ opbakning

Hackerne hos FE er organiseret i en enhed under tjenesten Computer Network Operations (CNO).

I sin seneste vurdering af cybertruslen mod Danmark i marts i år skønnede Center for Cybersikkerhed hos FE, at truslen fra cyberspionage er "meget høj", og truslen fra cyberkriminalitet vurderes også som meget høj. Derimod vurderes truslen fra cyberaktivisme kun som "middel", og truslen fra cyberterror vurderes som "lav".

Cyberangreb har tidligere kostet Danmark dyrt.

I 2017 spredte et cyberangreb på ukrainske virksomheder sig til rederiet A. P. Mølller-Mærsk. Den danske rederigigant led tab for 1,9 milliarder kroner.

Den Konservative udenrigsordfører Naser Khader bakker op om FE-chefs planer om angreb på cyberområdet.

Khader: Bør være en del af NATO-strategiNaser Khader, udenrigsordfører hos de Konservative, bakker op om FE-chefens angrebsplaner.

- Det er ikke nok at forsvare os. Det er også nødvendigt, at vi indimellem angriber dem, der angriber os. Vi bliver forsøgt hacket hver evig eneste dag fra lande som Rusland, Kina, Nordkorea og Iran - men også fra kriminelle bander, siger Naser Khader.

- Dér mener jeg, det er på tide, vi også tænker i angrebsbaner. Det kan måske få nogle af dem til at holde sig tilbage, siger Naser Khader.

Khader: Bør være en del af NATO-strategi

Han understreger dog, at det skal ske under demokratisk kontrol. Naser Khader så gerne, at det blev en del af NATO's strategi.

- Jeg mener også, vi kan udbrede NATO's artikel fem til cyberområdet, så et angreb på et enkelt NATO-land betragtes som et angreb på alle NATO-lande, siger Naser Khader.

Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm advarer mod FE-chefs angrebsplaner på cyberområdet.

EL imod

Eva Flyvholm, forsvarsordfører hos Enhedslisten (EL), er uenig i FE-chefens angrebsplaner. Hun mener, at Danmark risikerer at blive udsat for endnu flere angreb.

- Begynder du at angribe andre lande, så bliver Danmark også et meget klarere mål. Desuden er det sindssygt svært at kontrollere følgerne af et angreb. Det kan være, vi er medvirkende til at lamme et andet lands varmeforsyning en kold vinter eller efterlader huller i sikkerhedssystemet på et hospital med risiko for, at det koster menneskeliv, siger Eva Flyvholm.