Samfund

På søndag åbner Københavns nye metrolinje - tag en prøvetur her

Den nye metrolinje, Cityringen, rummer 17 nye metrostationer.

På søndag 29. september åbner Københavns nye metrolinje, M3 Cityringen.

Cityringen, der er 15,5 kilometer lang, forbinder Indre By, Frederiksberg, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og Københavns Hovedbanegård, oplyser metroselskabet på deres hjemmeside.

Metrolinjen rummer 17 nye stationer, og det tager 24 minutter at køre hele runden. Alle Cityringens stationer er underjordiske.

Når metroen åbner, vil den på hverdagsnætter kun køre én vej. Det skyldes, at metroen stadig ikke er helt færdig.

Det første spadestik til byggeriet blev taget i sommeren 2011, og det har dermed taget otte år at bygge Cityringen.

På søndag fejrer metroselskabet den nye metrolinjes åbning med åbningsfest på Rådhuspladsen i København og på Solbjerg Plads på Frederiksberg. Alle passagerer kan søndag køre gratis med metroen, både de nuværende linjer og Cityringen, samt i S-tog og busser i København.