Naboer chokeret over støj fra ny metro: - Det havde været rart at vide
Nogle kan ikke sove, mens andre forudser problemer ved salg, lyder kritikken omkring støjen.
Søndag åbner det, der omtales som det største anlægsprojekt i Hovedstaden, siden Christian IV anlagde Christianshavn:
Cityringen og dens 17 stationer og 15,5 kilometer metroskinner.
Allerede nu bliver den nye metrolinje dog mødt af utilfredse borgere, der kan høre togene rumle i undergrund og bygninger. Selvom de blev lovet noget andet. Det skriver BT.
Metroselskabet bekræfter, at de har fået flere henvendelser ovenpå de seneste ugers testkørsler:
- Siden januar 2019 har 110 borgere henvendt sig på husstandens eller ejendommens vegne med klager over støj fra testkørslen af metrotogene. Dette skal ses i forhold til, at Cityringens tunneller ligger på en strækning på mere end 15 kilometer under byens boligkvarterer med mange tusinde beboere, skriver Hanne Tærsbøl, afdelingschef i Metroselskabet i en mail til TV 2.
Overvejer at flytte
Flere borgere fortæller til BT, at testkørslerne har været så chikanerende, at det har føltes som om, at togene praktisk talt kørte gennem deres stue.
Nogle af borgerne bor i Haraldsgade på Nørrebro. Her føler beboer Peter Elsborg sig snydt af Metroselskabet. For han føler ikke, at han er blevet informeret om, at det ville larme så meget, når metrolinjen stod færdig:
- Det havde været rart at vide. Kan jeg ikke holde til det i længden, når Cityringen åbner, så må jeg simpelthen flytte, siger han til BT.
Og Peter Elsborg er ikke alene. Flere af de beboere, som BT har snakket med, giver udtryk for, at de vil flytte, hvis det ikke bliver bedre.
Samme tendens bekræfter formanden for andelsforeningen AB Haraldshus på Haraldsgade, der har cirka 105 boliger i foreningen, over for TV 2. Her har de fået 40-50 henvendelser, siden Cityringen begyndte sine testkørsler.
Nogle kan ikke sove, andre forudser problemer ved salg, mens nogle generelt er nervøse for de sundhedsmæssige problemer, fortæller formanden.
Til kritikken siger Metroselskabet i et skriftligt svar:
- Vi ved godt, at det har været generende at bo tæt på vores anlægsprojekter. Det er sådan, at Cityringen mangler den endelige skinneslibning, som vil reducere støjniveauet. Den har vi desværre ikke nået, men vi gør, hvad vi kan, for at få gjort det snart. Det nuværende lydniveau er derfor ikke umiddelbart sammenligneligt med metroen i drift, hvor den endelige skinneslibning er foretaget, lyder det.
Skinneslibningen forventes ifølge Metroselskabet at finde sted omkring årsskiftet 2019/2020.
Skinnerne skal slibes
Hvorfor det først gøres senere, er der en årsag til, siger Hanne Tærsbøl:
- Skinneslibning har ikke betydning for metroens sikkerhed og er derfor blevet flyttet til fordel for de opgaver, som var nødvendige af få løst for at kunne åbne 29. september.
I et brev sendt til en af beboerne i AB Haraldsgade, som BT har set, lyder det dog, at Metroselskabet ”ikke kan afvise, at særlige jordbundsforhold, bygningskonstruktioner eller en kombination af dette enkelte steder på Cityringen kan betyde, at nogen vil kunne opleve at mærke eller høre metroen i drift, selvom grænseværdierne for støj og vibrationer er overholdt”.
Såfremt støjniveauet ikke falder betragteligt, vil andelsforeningen AB Haraldsgade overveje et sagsanlæg, oplyser de til TV 2. Andelsforeningen oplyser videre, at Københavns Kommune vil foretage støjmålinger, når driften er i gang.
År forsinket
Den nye Cityring åbner søndag efter mere end otte års byggeri. Ved åbningen vil der være livemusik på Rådhuspladsen og Dronning Margrethe samt flere VIP-gæster vil deltage. Klokken 15.00 erklæres den officielt åbnet, og passagerne vil kunne køre gratis med resten af dagen.
Cityringen strækker sig over 15,5 kilometer, og passagertallet for hele metroen forventes at blive fordoblet til 122 millioner. I august blev samtlige af stationerne udsat for hærværk på kabler, der styrer eksempelvis rulletrapper og elevatorer.
Hærværket blev anmeldt, og fredag oplyser Københavns Politi til TV 2, at der ikke er nogen anholdte eller sigtede - og at der ikke er nogle brugbare spor til at gå videre.
Cityringen skulle oprindeligt være åbnet i december sidste år. Men i 2014 udsatte man den planlagte åbning med syv måneder.
I begyndelsen af 2020 bliver Cityringen suppleret af Nordhavnslinjen, og i midten af 2024 åbner Sydhavnslinjen.