Her er bagmændenes fradrag - én post er gigantisk
Bagmændene i danmarkshistoriens største svindelsag har fået lov til at trække deres udgifter fra i et hemmeligt forlig med Skattestyrelsen.
Udbyttesagens bagmænd har tilsyneladende brugt enorme summer på at trække milliarder ud af Danmark, og dem har de fået lov til at trække fra i et forlig med Skattestyrelsen.
I det fortrolige forlig, som du kan læse om her, fremgår det tydeligt, at bagmændene og deres netværk kan trække alle udgifter fra i forbindelse med at suge penge ud af Danmark.
Af forligsteksten fremgår det ikke, præcis hvordan fradraget på et milliardbeløb fordeler sig på de forskellige poster, men man kan få et indtryk af fordelingen, da det fremgår af et af de tidligere udkast til det endelige forlig.
Milliarder til rådgivning
Det tidligere udkast er fra sommeren 2018, hvor Skattestyrelsen forhandlede med en større gruppe af pensionsfonde, der havde trukket i alt 5,7 milliarder kroner ud af Danmark. Derfor ved vi ikke, om fordelingen er præcis den samme i det endelige forlig.
En af posterne, der fremgår af udkastet til forliget, er rådgivning til refusion af udbytteskat. Den er på 3,1 milliarder kroner ud af 5,7 milliarder kroner.
Der er ingen detaljer om rådgivningen for milliarder af kroner, der beskrives som “Fees for Tax Reclaim Advisory Services”.
Her kan du få et overblik over de forskellige poster i udkastet til forliget:
- Tax reclaim advisory services: 3,1 milliarder
- Reclaim Agent Fees: 44 millioner
- Brokerage Fees and Commissions: 23 millioner
- Custodial and clearing fee: 115 millioner
- Trading expenses: 263 millioner
- Accounting and Other Administrative Fee: 36 millioner
- Legal Fees: 62 millioner
- Net Payments to Others: 66 millioner
- Payments of US Income Taxes: 156 millioner kroner
Kilde: Forhandlingsdokument fra juli 2018 mellem Skattestyrelsen og 118 amerikanske pensionsfonde. En del af gruppen blev senere sagsøgt, så det endelige forlig er med 80 pensionsfonde.
Mange fik penge
Reclaim agents er de mellemmænd, som sendte dokumenterne til Skat. De fik 44 millioner kroner.
Og så er der en lang række udgifter til børsmæglere, banker, advokater, revision og det amerikanske skattevæsen.
Smadrer retsfølelsen
Juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet er dybt forundret over, at pensionsfondene og bagmændene kan trække udgifter fra.
- Det er jo helt ødelæggende for retsfølelsen, hvis sådan noget kan lade sig gøre.
Tråde til Shah
De enorme udgifter til rådgivning om refusion af udbytteskat er ikke beskrevet i detaljer.
Men retsdokumenter peger i retning af en tidligere ansat hos Sanjay Shah, en anden bagmand i udbyttesagen, der har trukket 8 milliarder kroner ud af statskassen.
Den tidligere ansatte, briten Rajen Ranmal Shah, rådgav bagmændene Matthew Stein og Jerome Lhote, der ifølge TV 2’s dokumentation er involveret i formodet svindel for 4,1 milliarder kroner om netop udbytterefusion, fremgår det af et svarskrift.
Rådgivningen stod ifølge retsdokumenter på i syv måneder fra marts til september 2014.
Rådgiver sagsøgt af Skattestyrelsen
TV 2 er i besiddelse af et håndskrevet brev fra Sanjay Shah, hvor han fortæller om en gruppe ansatte, der forlod hans firma for at starte deres eget og slutte sig til en tidligere kunde i USA.
En af dem var Rajen Ranmal Shah, der er sagsøgt for svindel af Skattestyrelsen.
Det endelige forlig mellem Skattestyrelsen og de amerikanske pensionsfonde blev indgået i maj 2018. Matthew Stein og Jerome Lhote har ikke ønsket at kommentere forliget eller deres rolle i udbyttesagen i øvrigt.
Udbyttesagen efterforskes på femte år i et politisamarbejde mellem Danmark, Tyskland, Belgien, Storbritannien og USA. Ingen er tiltalt af Bagmandspolitiet.