Bagmændene gik til ekstremer for at skjule sig – men ét tip ændrede alt
Operation X tager til USA for at jagte de mænd, der trak milliarder ud af den danske statskasse. Dette er kapitel to ud af to.
Da Morten og Joachim nåede hen til bilen, var den tom. Adam LaRosa var lige trillet ind på marinaen i sin sorte Land Rover. Nu var han forsvundet.
Vi var her for at konfrontere Adam LaRosa med hans rolle i danmarkshistoriens største svindelnummer.
Vi, Thomas og Joachim, havde i flere år gravet i sagen, og nu var vi sammen med Morten Spiegelhauer tættere på en af bagmændene end nogensinde før.
Dagen forinden havde han leget rundt med os på vejene i New Jersey og var undsluppet vores spørgsmål. Vi troede derfor ikke vores eget held, da vi opdagede, at han dagen efter skulle være vært for en fest på havnen.
Gemt bag udlejningsbilens tonede ruder havde vi haft perfekt overblik over marinaen. På den ene side af os havde vi LaRosas 60 fods specialbyggede motorbåd, på den anden side festlokalet, hvor LaRosa havde inviteret bådens mandskab til fest.
Som forventet ankom LaRosa som en af de sidste i sin sorte Land Rover. Bilen trillede op foran festlokalet, og vi kunne lige akkurat skimte ham gennem den duggede bagrude.
Læs kapitel 1:
Det hurtige farvel
Men da Joachim og Morten først kom ud af bilen, var han som sunket i jorden.
Indenfor var festen så småt gået i gang. Vi anede ikke, om LaRosa ville komme ud igen. Men pludselig gik døren til den tilstødende bygning op.
Det var ham.
- Hej Adam, jeg har nogle spørgsmål til dig om din rolle i en sag om skattesvindel for milliarder mod Danmark, forsøgte Morten roligt.
LaRosa, der bar mørkt, poset tøj, gik målrettet mod sin bil uden at svare. Lige da han smækkede døren, kom Joachim hurtigt til. Joachim var alt andet end rolig.
- Hvor er vores penge! råbte han og gentog sig selv.
LaRosa stirrede på os et øjeblik, inden han rullede vinduet ned.
- Jeg har ingen kommentarer. I kan tale med mine advokater, sagde LaRosa, mens hans blik flakkede.
Sekunder efter var han væk.
Vi følte os ovenpå. For første gang var en af personerne bag milliardsvindlen mod Danmark blevet spurgt om, hvor de mange penge var havnet. Men det skulle senere vise sig, at der bag LaRosa gemte sig endnu større fisk.
En umulig aftale
Dokumenterne blev sendt til Thomas - uden afsender - leveret med FedEx. Der måtte for alt i verden ikke være digitale spor af lækagen.
De hemmeligstemplede papirer var det foreløbige resultat af knap et års hemmelige forhandlinger mellem Skattestyrelsen og det netværk, LaRosa var en del af.
Amerikanerne skulle ifølge udkastet tilbagebetale en femtedel af det store milliardbeløb, de havde trukket ud af Danmark.
Aftalen var betinget af, at Bagmandspolitiet gik med til ikke at rejse en straffesag mod gruppen.
Vi turde ikke tro vores egne øjne.
Straffrihed var en del af Skattestyrelsens forhandlinger med den gruppe, som vi var godt i gang med at optrevle.
Uddrag fra forhandlingsdokumentet.
Men der var mere: De hemmeligstemplede dokumenter tegnede konturerne af et langt større netværk bag LaRosa, end vi hidtil havde antaget.
Vi blev mere og mere overbeviste om, at LaRosa var håndlanger, og at der bag ham gemte sig endnu større bagmænd. De skulle vise sig at have gemt sig rigtig godt.
En lille bank i hovedrollen
Første vigtige spor var en ellers lille, undseelig bank i Frankfurt-forstaden Mainz. Banken havde spillet en nøglerolle i svindlen mod Danmark.
I retsdokumenter kunne vi se, at LaRosa havde været helt inde i bankens maskinrum. Det var ham, som instruerede banken i, hvordan banken skulle håndtere de dokumenter, der i sidste ende fik Skat til at udbetale danske skattekroner.
Men hvordan kunne LaRosa fortælle en tysk bank, hvad den skulle gøre, spurgte vi os selv.
Det var lykkedes os at overtale en kilde med indgående kendskab til, hvad der foregik i banken, til at mødes med os.
Banken ligger i bygningen til venstre
Rengjort internettet
Bankkilden kendte udmærket godt LaRosas navn.
- Nem at finde i dokumentsporet, nem at finde på nettet, men han er en junior, forklarede vores kilde.
Han uddybede: Banken var blevet overtaget i 2012, og de nye ejere havde omorganiseret den til et effektivt redskab til at trække penge ud af Danmark.
De nye ejere af banken var to skatterådgivere fra USA: Jerome Lhote og Matthew Stein.
Navnene var interessante. Vi var stødt på dem i de fortrolige forhandlingsdokumenter, men på det tidspunkt fremstod de blot blandt mange andre som ejere af mindre, personligt ejede pensionsfonde. Kilden fortalte imidlertid en anden historie.
Pilen pegede opad og tilbage mod USA.
Sommerhus på 1000 kvadratmeter
De to skatterådgivere var LaRosas absolutte modsætning. De holdt helt lav profil, som forsøgte de at flyve under radaren. På nettet var de som spøgelser.
Alligevel lykkedes det os gennem en gammel bryllupsannonce i en udgave af New York Times fra 1994 at opspore den rette Matthew Stein.
Annoncen ledte os på sporet af et byhus på Upper East Side tæt på Central Park, et af de mest eksklusive velhaverområder i verden.
Der dukkede også en anden adresse op, et hus i byen Southampton på Long Island. Området, der kaldes The Hamptons, er et af de mest eftertragtede sommerhusområder i USA. Her havde Matthew Stein og konen fået opført et sommerhus på 1000 kvadratmeter med swimmingpool og tennisbane.
Huset var blevet bygget fra 2012 til 2014, mens svindlen stod på.
Vi fandt også den rigtige Jerome Lhote. Han og hustruen ejede to lejligheder med havudsigt i Battery Park, et mondænt område på den sydvestlige del af Manhattan.
Blandt naboerne i bygningen var Leonardo DiCaprio.
Best man
Der tegnede sig et klart billede af, at disse to mænd befandt sig i en liga for sig. At de ikke blot var almindelige pensionsfondsejere, som de ifølge de fortrolige dokumenter havde givet udtryk for i forhandlingerne med Skattestyrelsen.
Vi begyndte at undersøge, hvordan pensionsfondene var forbundet. Det lignede en organisation med Stein og Lhote var i centrum. De havde tråde til samtlige pensionsfonde gennem enten familie, forretning eller bekendte. Direkte eller indirekte.
Se, hvordan de er forbundet, her:
Den sværeste tråd at tegne var forbindelsen til Donald Donaldson i Minnesota. Manden, som efterlod en note til os om “ingen kommentarer”, da vi flere gange havde forsøgt at få ham i tale.
Vi havde længe diskuteret, hvordan en middelmådig advokat med speciale i at føre erstatningssager for tilskadekomne efter biluheld - en såkaldt ‘ambulance chaser’ - var blevet hvirvlet ind i en svindelsag, der tilsyneladende var orkestreret af tidligere topfolk i det velrenommerede revisionsfirma KPMG i New York.
Svaret skulle findes i en bryllupsannonce fra lokalavisen i Donald Donaldsons hjemby, Maple Grove.
Matthew Stein havde været forlover til Donaldson Donaldsons bryllup i 1991. Det viste sig, at Stein og Donaldson i sin tid havde læst jura sammen på universitetet i Minnesota.
- Nej, nej, nej. Det er løgn. Det er jo derfor, udbrød Joachim begejstret.
- De har kendt hinanden i 30 år, sagde Morten og tog sig til hovedet.
Retsdokumenter, kilder og vores egen kortlægning af netværket pegede på Lhote og Stein som bagmænd. Det var på tide at opsøge dem.
'Hvorfor går du bare?'
Morten og Joachim tog til Upper East Side for at finde Matthew Stein, mens Thomas tog til lejlighedskomplekset i Battery Park for at finde Jerome Lhote.
Så var det bare at vente.
Timerne gik. I bilen på Upper East Side slæbte tiden sig af sted. Alligevel røg pulsen op og ned, i takt med at døren til huset blev åbnet og lukket i løbet af morgentimerne og op ad dagen.
Men det var hustruen, børn og ansatte, der forlod huset. Ingen Matthew Stein.
Endnu.
En besked til en mand, der ikke bor der
Hos Lhote gik Thomas ind i receptionen og præsenterede sig.
Kvinden bag skranken løftede røret på telefonen og kastede sig ud i en længere samtale på spansk. Vagten rykkede demonstrativt tættere på.
- Der bor ikke nogen Jerome Lhote her, konstaterede receptionisten efter at have afsluttet samtalen.
Efter længere tids overtalelse gik receptionisten med til at lægge en note, i tilfælde af at Lhote skulle komme forbi.
Hovedrystende noterede hun, mens Thomas dikterede beskeden, der spredte sig over fem tætskrevne post-its. Men vi vidste, at Lhote boede der. Trods receptionistens afvisning.
Vi fandt senere ud af, at hun i telefonen havde talt med Lhotes kone, der på spansk havde instrueret receptionisten i at afvise, at familien overhovedet boede der.
'Jeg kan ikke komme ud'
Ni kilometer derfra, på gaden øst for Central Park, skete der pludselig noget bag vinduerne hos Matthew Stein.
Morten og Joachim kunne skimte en mand på anden sal i det store byhus. Var det ham? Vores eneste billede af ham var mere end ti år gammelt fra en familiefest, hvor Stein havde langt hår og stort smil.
Manden i vinduet var skægget og korthåret. Men det var ham - vi var sikre efter at have tjekket det gamle billede, vi havde af ham igen.
- Vi skal være klar nu. Han kan komme ud på ethvert tidspunkt, sagde Morten.
Da døren til Steins hus gik op, opstod der panik i bilen. Vi kunne ikke finde nøglen til den elektroniske lås.
- Jeg kan ikke komme ud, jeg kan ikke komme ud, råbte Morten febrilsk.
Ti sekunder senere var Morten ude på gaden.
Et håndtryk
Han indhentede hurtigt Stein på den anden side af gaden, sænkede farten og fik styr på pulsen.
- Hej Matt, sagde Spiegelhauer og gav hånd.
Stein kiggede tøvende og rakte derefter selv hånden frem.
- Jeg er en dansk journalist.
Stein kiggede ned, da han fik øje på kameraet bag ham. Han satte tempoet op og afviste Mortens byge af spørgsmål:
- Forstår du, hvor mange penge, der er tale om? Forstår du, hvad det her betyder for et lille land som Danmark? De her penge kunne være brugt på velfærd, på hospitaler, skoler, ældrepleje. Forstår du, hvor alvorligt det her er, Stein?
Steins eneste kommentar til spørgsmålene var et lavmælt "ingen kommentarer".
- Hvorfor svarer du ikke på vores spørgsmål i stedet for at gå væk som en kriminel, spurgte Morten.
Stein lukkede døren bag sig til sit hus til mere end 150 millioner kroner.
Men det skulle vise sig langt fra at blive historiens afslutning.
Klausul om tavshed
En måned senere var der nyt fra en af Thomas’ kilder.
Skattestyrelsen var ved at lægge sidste hånd på forliget med det netværk, vi netop havde optrevlet. Aftalen skulle dække Donaldson, LaRosa, Lhote og Stein og alle de i alt 80 pensionsfonde, som de havde benyttet sig af.
Straffriheden var af bordet og byttet ud med en paragraf om, at Skattestyrelsen skulle informere Bagmandspolitiet om bagmændenes velvillighed og assistance til at få ryddet op i fortiden.
Aftalen rummede dog flere nye overraskende paragraffer, som kaldte på en forklaring. Blandt andet kunne vi læse, at bagmændene ganske vist skulle betale et større beløb tilbage - men med fradrag for alle de udgifter, de mente at have haft for at kunne trække endnu flere penge ud af statskassen.
Vigtigst af alt kunne vi læse, at Skattestyrelsen ville være underlagt strenge tavshedsklausuler, så snart der blev sat blæk til papir. Derfor var det afgørende, at vi fik fat i den ansvarlige skattedirektør, og der var ingen tid at spilde.
'Kan ikke kommentere'
Vi havde lige under 48 timer.
Vi kimede Steen Bechmann Jacobsen, der som fagdirektør i Skats særlige kontrolafdeling havde ansvaret for forhandlingerne, ned.
Telefonen havde været slukket i flere timer. Vi gættede på, at han nok befandt sig i en flyvemaskine over Atlanten. Vi besluttede os derfor for at forsøge igen nogenlunde samtidig med, at dagens SAS-maskine fra Kastrup landede i New York. Ganske rigtigt gik den igennem.
- Du ved godt, at jeg ikke kan udtale mig om konkrete sager, Morten, sagde han.
- Men det er vigtigt, at du svarer Steen. For jeg ved, at du forpligter dig til tavshed, så snart du har skrevet under, svarede Morten.
- Jamen Morten, jeg ved ikke engang, hvilken sag du henviser til, svarede skattedirektøren.
- Steen, jeg ved sgu da godt, at du er i New York for at skrive under, svarede Morten.
- Jeg kan ikke kommentere noget, sagde Steen Bechmann Jacobsen.
Misinformation
To dage senere vågnede vi til nyheden: Forliget var underskrevet - ledsaget af beskeden om, at Skattestyrelsen ville forsøge at komme vores historie i forkøbet.
Hasteindkaldelsen til pressemøde i Skatteministeriet lå der et par timer senere.
Det blev pressemødet, vi aldrig vil glemme.
Daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) havde afbrudt sin valgkamp for at præsentere det, han selv kaldte “en rigtig god og vigtig nyhed” i udbyttesagen.
Danmark ville få 1,6 milliarder kroner hjem i et forlig med “61 pensionsplaner og en række hertil knyttede personer og selskaber”.
Men det var ikke den eneste grund til, at han stod der, lod han forstå:
- Desværre så oplever vi, at der er aktører, som forsøger at sprede misinformation om forliget og hele udbyttekomplekset blandt andet via henvendelser til danske medier.
- Det er min klare opfattelse, at der er nogle kræfter på spil, som ikke ønsker, at vi skal komme i mål med, at vi skal få de her penge tilbage til den danske statskasse, sagde ministeren.
Det var, som om at han talte direkte til os.
En fadøl og et forlig
Da ordet blev givet fri, brændte det i os for at stille spørgsmål.
For var det ikke at underspille bagmændenes rolle at kalde dem “pensionsplaner med flere”, og hvorfor skulle de have lov til at trække deres udgifter fra?
Men vi havde aftalt at lade være. Vi ville være sikre på, at vi havde forstået forliget rigtigt. De måtte for alt i verden ikke fange os i en fejl.
Efter pressemødet vendte skatteministeren tilbage til sin valgkamp. Han nåede dog at fejre forliget med en kold fadøl. Vi satte os til at krydstjekke forliget med alle vores andre dokumenter.
Den nye mulighed
Mens vi de følgende måneder arbejdede på at færdiggøre tv-programmerne, forsøgte vi at få både Karsten Lauritzen og fagdirektøren fra Skattestyrelsen i tale. Men hverken Karsten Lauritzen, der havde forladt Skatteministeriet efter valget, eller Steen Bechmann Jacobsen ville stille op til interview.
De henviste på skift til hinanden og til den nye minister.
Den sidste mulighed for at få noget ud af Skattestyrelsen kom meget uventet.
Få dage inden deadline modtog vi en mail med invitation til pressemøde om nyt i udbyttesagen.
Pressechefen Allan Larsen ringede os samtidig op og sagde, at vi kunne stille spørgsmål som alle andre på pressemødet.
- Men du ved da godt, hvordan det fungerer, Allan. Vi kan ikke stille de her spørgsmål åbent, uden at vi afslører mange måneders research, sagde Thomas.
- Det er sådan, det bliver, sagde pressechefen.
Vi var spændte, da Skattestyrelsens folk trådte ind i lokalet.
'Åbent og ærligt'
Styrelsens øverste direktør, Merete Agergaard, introducerede sig selv og Bechmann og fortalte, at hun i løbet af sine tre år som direktør havde gjort det til sin fornemste opgave at rydde op efter tidligere års skandaler.
- Da jeg tiltrådte sagde jeg, at vi vil lægge åbent og ærligt frem, hvad vi fandt, både når det var noget godt, og hvis det var noget kritisk - og den linje følger vi i vores direktionsarbejde hver dag, sagde hun.
En lille time efter blev pressemødet pludselig afbrudt. Morten havde stillet en række spørgsmål til Steen Bechmann Jacobsen om forliget.
Til sidst var det blevet for meget for styrelsesdirektøren, der ville sende spørgemikrofonen videre.
- Det her pressemøde er ikke inviteret alene på grund af jer, sagde Merete Agergaard, Skattestyrelsens øverste direktøren.
Morten spurgte Steen Bechmann, hvordan det kunne være, at Skattestyrelsen sagde, at der var udbetalt 2,9 milliarder kroner til den gruppe, der var indgået forlig med, når det beløb ikke fremgik af forliget.
I en erklæring vedlagt forliget stod der derimod 4,1 milliarder kroner.
- Det var den viden, vi havde, da forliget blev indgået. Tallet er underordnet, svarede Steen Bechmann Jacobsen.
Joachim rejste sig op og lænede sig mod skattedirektøren.
- Det står lige her, 4,1 milliarder kroner. Du står og får det til at lyde, som om at det ikke har noget med forliget at gøre, sagde Joachim.
- Det er ikke fair, Joachim, brød pressechefen ind fra den anden ende af lokalet.
- Hvad mener du? svarede Joachim og fortsatte:
- Vi har forsøgt at få svar på det her i månedsvis. Det her er den eneste mulighed, I har givet os.
- Betyder det så - undskyld, at vi aldrig kan få indblik i de nærmere omstændigheder, forsøgte Morten sig, men nu var tålmodigheden sluppet op.
Merete Agergaard pegede på John Hansen fra Politiken, som vi samarbejdede med. Han var lige så meget hjemme i det hemmelige forlig, som vi var, så han fortsatte, hvor vi slap:
- Hvorfor har vi aldrig hørt om de 4,1 milliarder kroner, der fremgik af aftalen?
- Jeg kan ikke kommentere de nærmere detaljer i forligsteksten, sagde Steen Bechmann Jacobsen.
- Jamen, du kunne jo godt bruge tallet 2,9, hvorfor kan du ikke fortælle det rigtige tal på 4,1, spurgte John Hansen.
- Jamen, jeg kan ikke kommentere nærmere på det.
De tre skattedirektører forlod lokalet.
Efterskrift
Den nu tidligere skatteminister Karsten Lauritzen afviser at stille op til interview med TV 2. Han siger dog, at han fastholder sin udlægning af sagen.
Bagmændene er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Over for Skattestyrelsen hævder de, at de ikke har gjort noget ulovligt.
Politiet efterforsker fortsat sagen.
Skattestyrelsen fastholder, at forliget skal ses i forhold til 2,9 milliarder kroner og ikke den samlede udbetaling på 4,1 milliarder kroner. Se mere her.