Lippert

Spies: Alle strandede danskere er hjemme i morgen - og alle kan få kompensation

Spies-direktør Jan Vendelbo tror på, at det danske selskab vil overleve. Men der skal snart nye købere på banen.

De sidste 17 danske Spies-passagerer, som stadig befinder sig i udlandet, bliver transporteret hjem til Danmark torsdag.

Det siger Spies-direktør Jan Vendelbo i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS.

Derudover venter der kompensation til de passagerer, der har været udsat for ekstraomkostninger i forbindelse med den konkursbegæring, som Spies-ejeren Thomas Cook indgav mandag.

- Det er helt naturligt. Det er klart, at man får penge for det, man har været udsat for, siger Jan Vendelbo, som også kan fortælle, at 148 passagerer onsdag er fragtet hjem fra øen Madeira.

Om Jan Vendelbo

58 år og bosat i sydsvenske Höllviken. Far til tre børn.

1985: Gennemførte Spies’ guideskole.

1987-1992: Områdechef på Gran Canaria og destinationschef på Ibiza. Herefter regionschef med ansvar for drift og service i Spanien, USA, Mexico og Caribien.

1993: Underdirektør i moderselskabet for Spies og Tjæreborg.

1999: Marketingsdirektør for Scandinavian Leisure Group i Danmark, som i 2001 skiftede navn til MyTravel.

2003: Salgs- og marketingsdirektør for alle MyTravels selskaber i norden.

2014: Administrerende direktør for Spies samt direktør for brand og marketing for Thomas Cook Nothern Europe. 

Ejere i problemer

Rygterne om det britiske rejseselskab Thomas Cooks konkurs begyndte allerede at florere i de britiske medier i weekenden.

Gælden hos Thomas Cook er de seneste år vokset selskabet over hovedet, og de har nu et underskud på 1,7 milliarder kroner.

Det 178 år gamle rejseselskab ejer blandt andre danske Spies, og flere analytikere pegede derfor på, at den økonomiske krise efter al sandsynlighed også ville ramme det danske rejseselskab.

Søndag aften mødtes aktionærer og kreditorer hos Thomas Cook i London til et krisemøde, hvor fremtiden for virksomheden skulle diskuteres. Alligevel manede ledelsen i danske Spies til ro: Ifølge deres oplysninger var der ingen meldinger om konkurs.

Men natten til mandag kom der så en konkursbegæring fra Thomas Cook.

- Den er helt gal med Thomas Cook Group, for den er jo gået konkurs. Men den er jo ikke helt gal med Thomas Cook Northern Europe og Spies. Vi har masser af udfordringer lige nu for at få det her op at køre og til at fungere igen. Det er jo en utroligt kompliceret situation, siger Jan Vendelbo.

Spies vil flyve igen

Thomas Cooks konkursbegæring fik tidligere på ugen Spies til at indstille al salg af rejser. Fremtiden virkede på det tidspunkt usikker for det danske rejseselskab. Men nu lyder der andre toner fra danske Spies, som igen vil sende fly på vingerne.

- Samtidig har vi været et selvstændigt selskab i Norden, og det er også derfor, at vi så hurtigt kunne komme op at køre igen. For vi var ikke så afhængige af Thomas Cook som moderselskab, siger Jan Vendelbo om situationen for det danske rejseselskab.

Spies' direktør Jan Vendelbo gæstede onsdag aften talkshowet Lippert på TV 2 News.

Men selvom Spies lige nu og her kan operere, skal der hurtigst muligt komme nye ejere til, siger Jan Vendelbo:

- Det er klart, at det ikke er nogen løsning på sigt. Vi kan jo ikke være ejet af en kurator og nogle banker. Vi bliver nødt til at have en stærk ejer. Og hvem det bliver, og hvilken form for ejerskab det bliver, det er vi jo utroligt spændte over, siger han.

Jan Vendelbo har selv været en del af Spies i mange år. Først som guide, siden i en række chefstillinger og til sidst op gennem ledelseslagene til posten som administrerende direktør i 2014.