Samfund

Erhvervspraktikant skulle skære ubrugte sko i stykker - nu undskylder Sportmaster

Sagen kom i mediernes søgelys, da tre teenagepiger fandt 83 par ubrugte sko i en container ved Sportmasters Lagersalg i Holbæk tidligere på måneden.

”Hvordan har I det med, at Sportmaster ødelægger de sko, de ikke kan få solgt?”

Spørgsmålet kommer fra 20-årige Oliver Eklund Kjær, der onsdag demonstrerede foran Sportmaster på Strøget i København sammen med miljøaktivisten Fabian Vennekilde.

Selv er han erhvervspraktikant i Sportmasters afdeling i Holbæk, hvor han flere gange er blevet bedt om at snitte huller i de sko, butikken ikke kunne komme af med.

- Det var sko til priser op mod 1500 kroner, som jeg bare fik at vide, jeg skulle skære i stykker, siger han til TV 2.

Fundet i container

Butikkens alternative brug af hobbyknive kom i mediernes søgelys tidligere i september, efter veninderne Josefine Rubin, Karen Warrer og deres veninde fandt 83 par ubrugte sko i en container ved Sportmasters Lagersalg i Holbæk.

Sko, der alle sammen havde måttet lade livet til bevidst plantede snitsår.

Her ses, hvordan skoene var blevet skåret i.

Og det har sat sindene i kog flere steder i landet.

Marketingchef: - Enestående tilfælde

Sportmaster har 90 butikker rundt om i landet. Men Holbækbutikkens håndtering af sko er et enkeltstående tilfælde, siger marketingchef i Sportmaster, Peter Hædersdal.

- Vi vil gerne undskylde for det her. Der skal ikke være brugbare varer, der kasseres eller for den sags skyld beskadiges. Vi har en politik for det her, og det, der desværre er sket her, er en fejl.

Episoden giver stof til eftertanke og ekstra grundlag for at sikre, at alle butikker kender de rette procedurer, uddyber marketingchefen.

Her ses de tre teenagere og de mange sko, de fandt i en container uden for Sportmaster i Holbæk.

- Et generelt problem

Det er dog ikke første gang, at butikker har udfordringer med håndtering af overskudsvarer. Det er et generelt problem i branchen, mener ekspert i bæredygtighed, Esben Rahbek.

- Grundlæggende synes jeg, at det er et tegn på, at der stadig er et stykke vej før modebranchen virkelig kommer i første geled, når det gælder bæredygtighed, siger han.

Tidligere i år kom det frem, at butikken Flying Tiger lod tusindvis af varer kassere fra en nedlagt butik i Carlsberg-byen i København. Og tilbage i 2017 afdækkede TV 2, hvordan flere store virksomheder som Bestseller og H&M brændte det tøj, de ikke kunne komme af med i butikkerne.